Om billig kopimedicin til udviklingslandene
Trine Mach (SF)
Hvis udenrigsministeren er enig i at bakke fuldt op om principperne i Doha-erklæringen, vil udenrigsministeren så meddele Kommissionen, at Danmark ikke ønsker, at der indgås handelsaftaler, som svækker muligheden for at eksportere billig kopimedicin til udviklingslandene, som principperne i Doha-erklæringen lægger op til?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Hverken Danmark eller Kommissionen ønsker, at EU indgår frihandelsaftaler, som ikke lever op til Doha-erklæringen om TRIPS og Offentlig Sundhed.
For så vidt angår forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og Indien, så foreligger der endnu ikke en færdig aftaletekst vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder.
Kommissionen har imidlertid i forbindelse med forhandlingerne foreslået, at der i aftaleteksten indsættes en bestemmelse som sikrer, at frihandelsaftalen ikke begrænser Indiens frihed til at fremstille og eksportere livsnødvendig medicin til andre udviklingslande i overensstemmelse med Doha-erklæringen om TRIPS og Offentlig Sundhed.
Kommissionen arbejder endvidere for, at både udviklere af nye produkter og producenter af generisk medicin kan operere i et retssikkert og ikke-diskriminatorisk miljø. Der skal være garanti for et rimeligt beskyttelsesniveau for udviklerne, og beskyttelsesniveauet skal kunne håndhæves. Uden beskyttelse vil der ikke være et incitament til at udvikle nye produkter, der efterfølgende kan danne basis for produktion af generisk medicin, som bl.a. kan komme befolkningerne i udviklingslandene til gode.
Regeringen støtter fuldt op om Kommissionens forhandlingstilgang og vil fortsat arbejde for, at de fattigste lande sikres forsyninger af billig, livsnødvendig medicin samtidig med, at rettighedshavernes legitime interesser respekteres.