Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om Irlands truende fallit
Om Irlands truende fallit
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at en rente på 6 pct. til Irland og et absolut forbud mod at
påføre nogle af investorerne i de irske banker et tab, som konsekvens af deres
medansvar for den irske bankboble, er urimelige betingelser, som bør genforhandles
af EU med Irland?
Finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Det program for genopretning af den irske økonomi, som Irland har udarbejdet i
samarbejde med IMF, EU-Kommissionen og ECB som led i det internationale
låneprogram, indeholder en række tiltag vedr. omstrukturering af den irske banksektor.
Aktionærer og ejere af ansvarlig kapital i irske banker har måttet bære dele
af tabene i den irske finansielle sektor.
For så vidt angår renten, ydes det internationale låneprogram til Irland på vilkår,
som er sammenlignelige med IMF’s praksis. Der er forlydender om, at den nye
irske regering ønsker en genforhandling, men regeringen er ikke bekendt med
konkrete anmodninger om en genforhandling eller med argumenter, der i den
konkrete situation skulle kunne begrunde en genforhandling, men vil tage stilling
hertil, hvis det måtte blive aktuelt.