Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om rejsedestination ti...
Om rejsedestination til Nordcypern
Kenneth Kristensen Berth (DF)
Er det udenrigsministerens opfattelse, at det er acceptabelt, at rejsebureauet Tyrkiet-Eksperten fra påskeferien gør det tyrkisk besatte Nordcypern til ny charterdestination, set i lyset af at dette område siden 1974 har været besat og ikke anerkendes af Danmark eller andre lande med undtagelse af Tyrkiet og finder ministeren i forlængelse heraf det acceptabelt, at Tyrkiet-Eksperten for ni ud af 10 hotellers vedkommende anvender hoteller, der tilhører græsk-cyprioterer, og som blev stjålet fra disse i forbindelse med den tyrkiske invasion?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Spørgsmålet om græsk-cypriotiske ejendomme i det nordlige er en af flere komplicerede
problemstillinger i Cypern-konflikten. Efter at de facto myndighederne i det nordlige Cypern i
2005 oprettede en kommission for fast ejendom, har Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol afvist en række sager anlagt mod Tyrkiet af græsk-cyprioter om
generhvervelse af ejendomme i det nordlige Cypern. Domstolen har henvist klagerne til at
forfølge sagerne igennem kommissionen for fast ejendom. Domstolen har bl.a. gjort gældende, at ejendomsproblemet er en del af et samlet politisk, historisk og faktuelt problemkompleks, som parterne burde have fundet en politisk løsning på.
I lyset af de igangværende forhandlingsbestræbelser i FN og praksis ved
Menneskerettighedsdomstolen har regeringen ingen planer om at gribe ind overfor
danske rejsebureauers aktiviteter i det nordlige Cypern.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål S 1257.