Om selvstændige chauffører
Anne Grete Holmsgaard (SF)
Mener ministeren, at Kommissionens forslag om at undtage selvstændige chauffører
fra arbejdstidsreglerne i direktiv 2002/15/EF indeholder opstramninger, der
effektivt vil kunne imødegå problemet med »falske selvstændige« chauffører?
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)
Jeg har indtryk af, at Kommissionens forslag vil kunne være et vigtigt redskab til at imødegå problemet med ”falske selvstændige” chauffører, da kontrollen med, om chauffører, der hævder at være selvstændige, også reelt er at betragte som selvstændige, skærpes. Det er dog ikke Kommissionen og direktivforslaget alene, der vil kunne sikre, at den ønskede effekt opnås, da det er nødvendigt, at medlemsstaterne gør deres del af arbejdet for at komme problemet til livs.