Om Kommisionen
Karl H. Bornhøft (SF)
Finder regeringen det tilfredsstillende, at Danmark i Kommissionens første statusrapport over udførelsen af EU’s alkoholstrategi, står opført i gruppen af lande (som fx Bulgarien, Estland, Ungarn og Slovenien), der er uden en skriftlig national alkoholstrategi?
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)
Indsatser på alkoholområdet indgår i den nationale handlingsplan for forebyggelse, som er blevet lanceret i oktober måned som en del af regeringens sundhedspakke.
Det fremgår af handlingsplanen for forebyggelse, at regeringen vil fremsætte forslag om, at unge under 18 år ikke skal kunne købe drikkevarer med en høj alkoholprocent. Hertil kommer, at handlingsplanen indeholder et forslag om, at alle uddannelsesinstitutioner udarbejder og offentliggør alkoholpolitikker, og dette vil blive understøttet af vejledningsmateriale fra Sundhedsstyrelsen til ledelserne på uddannelsesinstitutionerne.Der er derudover, som også nævnt i handlingsplanen, udarbejdet et katalog, som skal inspirere kommunerne til at anvende alkoholbevillingsnævnene til at reducere unges adgang til alkohol på udskænkningssteder, særligt udskænkningssteder i boligkvarterer og nær uddannelsesinstitutioner. Endelig barsles med en kommunalt baseret godkendelses- og tilsynsordning for alkoholbehandlingsinstitutioner, som skal være med til at sikre mere ensartet alkoholbehandling.
Jeg vil også gerne henlede spørgerens opmærksomhed på, at Sundhedsstyrelsen hvert år i uge 40 gennemfører en alkoholkampagne, hvor budskabet bl.a. har været, at kvinder højst bør indtage 14 og mænd højst 21 genstande om ugen samt max. fem genstande ved en enkelt lejlighed. I 2009 har uge 40 kampagnen haft fokus på de unge og deres alkoholforbrug – det primære budskab har været, at man skal stoppe før fem genstande. Dette fokus vil Sundhedsstyrelsen fastholde i deres kampagne i uge 40 i 2010.
De nationale kampagner bliver understøttet af Sundhedsstyrelsen generelle indsats over for unge og alkohol. Således blev der f.eks. i forbindelse med uge 40 kampagnen i 2009 udsendt materiale til alle landets ungdomsuddannelser (inklusiv landets gymnasier) og videregående uddannelser. Materialet indeholdt blandt andet en vejledning med henblik på udarbejdelse af en lokal rusmiddelpolitik (alkohol, hash og andre stimulerende stoffer).
Sundhedsstyrelsen har endvidere iværksat projektet ”Alkoholforebyggelse og behandling i kommunen”. Projektet gennemføres i perioden 2008-2010 og har til formål at styrke den forebyggende indsats i kommunerne på alkoholområdet samt at skabe sammenhæng mellem indsatser, når det gælder forebyggelse, tidlig indsats og behandling. Kommunernes politikker og handleplaner skal bl.a. indeholde tiltag for at begrænse tilgængelighed af alkohol i kommunen, eksempelvis for alkoholservering ved unges fester på kommunens ejendom og ansvarsfuld servering i forbindelse med alkoholbevillinger. Sundhedsstyrelsen har i september måned 2009 udsendt et inspirationsmateriale: ”Ansvarlig udskænkning”, som er tænkt som inspiration til kommuner, som allerede arbejder med ansvarlig udskænkning eller ønsker at indføre og arbejde med ansvarlig udskænkning. Yderligere har alle de deltagende kommuner fået tilbudt et kursusforløb til at understøtte implementeringen af en lokal strategi for ansvarlig udskænkning.
Endelig vil jeg nævne, at regeringen sammen med partierne bag satspuljeaftalen for 2010-2013 har afsat i alt 27 mio. kr. til at styrke kvaliteten i alkoholbehandlingen. Forældres alkoholmisbrug har ofte store konsekvenser for børnene, og derfor afsættes der midler til udvikling af behandlingsmetoder, som inddrager hele familien.
En egentlig skriftligt national alkoholpolitik er således efter regeringens vurdering ikke en forudsætning for en sammenhængende og flerstrenget indsats på alkoholområdet i Danmark.