Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2009-10)
› Om fattigdomsåret 2010
Om fattigdomsåret 2010
Mette Frederiksen (S)
Hvad vil ministeren gøre for at skabe fokus og bevidsthed blandt befolkningen i fattigdomsårets sidste måneder, herunder nå målsætningen om, at »250.000 danske borgere skal kende til fattigdomsåret, inden det er omme«?
Socialministeren (Benedikte Kiær)
Som det fremgår af bl.a. mit svar på SOU spm. 600 (alm. del) af 20. august 2010, har regeringen støttet 38 lokale initiativer, som alle sætter fokus på og skaber opmærksomhed om fattigdom og social udstødelse i Danmark. Som led i det danske aktivitetsprogram, der er godkendt af EU-Kommissionen, er der bl.a. lanceret en national hjemmeside om året (www.euaar2010.dk), udgivet en informationsfolder om året og holdt en åbningskonference med over 200 deltagere.
Derudover har Landsforeningen af Væresteder fået en ekstraordinær bevilling fra Socialministeriet, så 800 af foreningens medlemmer kunne deltage i Social Inclusion Games i Holland. Der er også ydet støtte til Socialpolitisk Forening til udgivelse af en pjece SAVN om børns oplevelse af fattigdom.
Inden udgangen af året vil der blive udgivet yderligere to pjecer: 1) En pjece om livshistorier fra folk, som befinder sig i fattigdom eller er socialt udstødt, og 2) en pjece om forskellige bud på relevante fattigdomsindikatorer.
Undervisningsministeriet giver desuden i efteråret landets 8. og 9. klasser mulighed for at deltage i debatten med en stilekonkurrence. Europa-kommissionen i Danmark har allerede igangsat en lignende konkurrence for elever på de gymnasiale uddannelser. Endelig vil året blive sluttet af med en større afslutningskonference.
For at sætte fokus på alle disse aktiviteter og for at brede kendskabet til året ud, anvendes, udover hjemmesiden, sociale medier som Youtube.Med disse aktiviteter og det generelle fokus på emnet, som der har været gennem året, forventer jeg, at Danmark når målsætningen om kendskab til EU’s år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse 2010.