Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2009-10)
› Om recepter fra andre ...
Om recepter fra andre EU-lande
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at muligheden for at købe medicin i Danmark på recepter fra andre EU-lande må afvente, at der bliver vedtaget et direktiv i EU, som skaber sikkerhed for, at en sådan ordning ikke misbruges?”
Indenrigs- og Sundhedsministeren (Bertel Haarder)
Hvis der om kort tid forelå en fælles europæisk teknisk løsning, der - som bl.a. Danmarks Apotekerforening efterlyser - gav fuld sikkerhed for, at en ordning med anerkendelse af recepter fra andre EU-lande ikke kunne misbruges, ville jeg naturligvis vente på en sådan løsning.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Det vil nemlig - hvilket ikke fremgik af Jyllands-Postens omtale af sagen - tage rigtig mange år, før der kan være etableret et kontrolsystem, som giver danske apoteker let elektronisk adgang til oplysninger om alle personer i EU, der har ret til at ordinere medicin.
Det følger af EU-reglerne, at EU-borgere skal have mulighed for at indløse en recept på et hvilket som helst apotek i EU. Efter min opfattelse er det positivt, at vi – ligesom de andre lande i EU – nu retter ind efter de fælles europæiske regler, som jo kommer borgerne til gavn.
Når vi ændrer reglerne skal vi naturligvis opstille nogle kriterier, som imødegår misbrug af ordningen. For eksempel skal det ikke være muligt at få udleveret stærke afhængighedsskabende lægemidler på baggrund af en udenlandsk recept, ligesom det skal præciseres i lovgivningen, at apotekerne altid kan afvise at ekspedere recepten, hvis recepten er ulæselig, eller hvis der er tvivl om receptens gyldighed.