Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Iran og utroskab

Besvaret § 20-spørgsmål

Kamal Qureshi
(SF)

Hvad vil udenrigsministeren gøre for at lægge pres på Iran i sagen om den iranske kvinde Sakineh, der er dømt til døden ved stening på grund af anklager om utroskab?

Udenrigsministeren (Lene Espersen)

Regeringen finder, at menneskerettighedssituationen i Iran er særdeles bekymrende. Regeringen er som bekendt imod dødsstraf i alle dens former. I sagen om Sakineh Mohammadi-Ashtianis strider retsprocessen desuden mod grundlæggende principper om retten til en fair rettergang.

Ashtiani er dømt til døden for utroskab. Sagen mod Ashtiani tog en ny drejning, da Ashtiani på iransk tv den 12. august tilsyneladende indrømmede, at hun havde myrdet sin mand. Bl.a. Amnesty International har peget på, at de iranske myndigheder ved flere lejligheder har anvendt tv-konfessioner til at belaste tilbageholdte personer, der har udtalt sig under pres. Det er fortsat uklart om dødsstraffen vil blive eksekveret og i givet fald på hvilken måde.

Regeringen tager løbende den generelle menneskerettighedssituation op med iranske myndigheder, ligesom regeringen rejser enkeltsager. I forhold til den konkrete sag kan det oplyses, at den danske ambassade i Teheran den 12. august 2010 tog sagen op over for det iranske udenrigsministerium og rettede en skarp kritik af sagen.

Regeringen arbejder for, at der i EU er en fælles, fast og kontant linje i menneskerettighedssagerne i forhold til Iran. Den Høje Repræsentant Ashton opfordrede i en udtalelse den 6. juli i år Iran til at holde inde med udførelsen af dødsstraf og til at efterleve landets internationale forpligtigelser på området og henviste bl.a. til Ashtiani-sagen. På vegne af EU-kredsen gav EU-formandskabet den 14. juli overfor de iranske myndigheder udtryk for klar kritik af steningsdommen mod Ashtiani, ligesom der blev taget afstand fra den generelle udvikling på menneskerettighedsområdet i Iran.

Regeringen vil også fremover følge menneskerettighedssituationen i Iran tæt, herunder også udviklingen i sagen om Ashtiani, og vil i samarbejde med EU og andre internationale partnere fortsat arbejde for, at Iran er sine internationale menneskerettighedsforpligtigelser bevidst, både generelt og i de konkrete sager.