Hjælpemenu

Hovedmenu

Om fødevarer fra klonede dyrs afkom.

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Per Clausen (EL)

Mener ministeren, at det er rimeligt, at danske forbrugere kan blive udsat for at købe og indtage fødevarer, der stammer fra klonede dyrs afkom, uden at forbrugerne har nogen mulighed for at vide, at fødevarerne stammer fra sådanne dyr?

Fødevareministeren (Henrik Høegh)

Den gældende lovgivning om nye fødevarer (novel food) foreskriver bl.a., at fødevarer produceret af dyr, der er avlet ved ikke traditionelle avlsteknikker (herunder kloning), kræves risikovurderet og godkendt forud for markedsføring i EU. Der er endnu ikke indgivet nogen ansøgning om godkendelse af sådanne produkter på EU-niveau. Fødevarer produceret af klonede dyrs afkom, der er avlet på traditionel vis, er ikke omfattet af den gældende lovgivning om nye fødevarer.

 

Der pågår i øjeblikket forhandlinger om revision af EU-reglerne om nye fødevarer. I den forbindelse arbejder regeringen bl.a. for, at forslaget kan udformes således, at såvel fødevarer fra klonede dyr som fra klonede dyrs afkom er omfattet af novel food reglerne, indtil der er vedtaget en specifik EU-lovgivning om kloning, samt at forordningsteksten giver mulighed for at fastsætte mærkningskrav ved godkendelse af alle nye fødevarer, herunder fødevarer fra klonede dyr.

 

Fødevaresikkerhedsmæssigt adskiller fødevarer fra klonede dyr og deres afkom sig ifølge udtalelser fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) ikke fra tilsvarende produkter fra ikke klonede dyr. Regeringen arbejder imidlertid for, at etiske overvejelser skal kunne indgå i godkendelsesproceduren for nye fødevarer, så man kan afvise en ansøgning, hvis den ikke er etisk acceptabel.  

 

EU-Kommissionen er i færd med at udarbejde en rapport om alle aspekter af kloning med henblik på fødevareproduktion. Rapporten forventes færdig i slutningen af 2010, og Kommissionen har tilkendegivet, at rapporten om nødvendigt vil blive fulgt op af yderligere forslag til EU-lovgivning på området.

 

Jeg mener, at eventuelle nationale regler om fødevarer fra klonede dyr og deres afkom, herunder eventuelle regler om import af sæd og embryoner fra klonede dyr med henblik på fødevareproduktionen, bør afvente udfaldet af de igangværende novel food forhandlinger.