Hjælpemenu

Hovedmenu

Om sanktioner mod Iran

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen
(EL)


Mener udenrigsministeren, at det er i overensstemmelse med hendes udtalelser i Folketingets Europaudvalg om, at det drejede sig om at konkretisere, præcisere og operationalisere FN’s beslutninger om sanktioner mod Iran i EU, når hun efterfølgende i EU tilsyneladende har arbejdet for at skærpe EU's sanktioner i forhold til FN’s beslutninger?

Udenrigsministeren (Lene Espersen)

Under forelæggelsen i Folketingets Europaudvalg forud for rådsmødet for udenrigsanliggender den 14. – 15. juni blev det fra regeringens side oplyst, at man forventede, at det på rådsmødet skulle drøftes, hvordan EU kunne supplere FN-sanktionerne over for Iran. Det blev anført, at dette kunne ske ved, at EU skærpede sine allerede gældende sanktioner, men også ved at gå videre og tilføje yderligere foranstaltninger. Der blev eksplicit nævnt en række områder, som var under overvejelse i EU omfattende energi-området, den finansielle sektor, samt en udvidelse af EU’s liste over personer og virksomheder, som er omfattet af henholdsvis visumforbud, og hvis midler er indefrosset.

Det blev endvidere understreget, at man fra regeringens side lægger vægt på, at EU kan medvirke til at udøve et massivt pres mod Iran for at overbevise det iranske regime om, at det bedst kan betale sig at overholde sine internationale forpligtelser, og at man derfor støtter, at EU snarest vedtager en bred pakke af ledsagende foranstaltninger til FN-sanktionerne. Endelig blev det fremhævet, at man fra regeringens side lægger vægt på, at sanktionerne mod Iran tilrettelægges, så de så effektivt som muligt sætter det iranske styre, og i særdeleshed Revolutionsgarden, under pres for at fremme en forhandlingsløsning, og i videst muligt omfang undgår at ramme den iranske civilbefolkning.

Der findes således at være fuld overensstemmelse mellem forelæggelsen af regeringens holdning i Folketingets Europaudvalg og det efterfølgende forløb på rådsmødet.