Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2009-10)
› Om »berigede« fødevarer
Om »berigede« fødevarer
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at vi i Danmark kan acceptere EU-regler om såkaldt »berigede« fødevarer, hvis kravet om ernæringsprofiler, som skulle forhindre, at decideret usunde fødevarer kan anprises som sunde, bortfalder, som foreslået af Europa-Parlamentets fødevareudvalg?
Fødevareministeren (Henrik Høegh)
Etableringen af ernæringsprofiler som en betingelse for at kunne anvende ernærings- og sundhedsanprisninger på fødevarer har været og er fortsat en vigtig sag for Danmark. I forbindelse med forhandlingen af EU-regler vedrørende tilsætning af vitaminer og mineraler eller visse andre stoffer til fødevarer, lagde Danmark således stor vægt på, at fødevarer med en uhensigtsmæssig ernæringsmæssig profil ikke skulle kunne beriges. Da denne begrænsning ikke blev opfyldt, dengang forslaget blev forhandlet, medførte det, at Danmark ikke tilsluttede sig forslaget.
I henhold til de gældende regler om ernærings- og sundhedsanprisninger skal Kommissionen fastsætte særlige ernæringsprofiler, som fødevarer skal overholde for at kunne anprises. Det er regeringens forventning, at etablering af ernæringsprofiler vil kunne hindre berigelse af decideret usunde fødevarer, idet det ikke vil være muligt at fremhæve disse produkter ved hjælp af anprisninger.
Regeringen vil fortsat arbejde for, at der bliver fastsat fornuftige ernæringsprofiler, således at forbrugeren ikke bliver vildledt til at købe et produkt, der fremhæves som værende gavnlig for sundheden, men hvor dette ikke er tilfældet på grund af en ikke-gavnlig ernæringssammensætning.
Regeringen har tillige en forventning om, at der i Ministerrådet fortsat er bred enighed om at fastholde dette princip i anprisningsreglerne.