Om klimapolitik

Per Clausen (EL):
Mener ministeren, at det er udtryk for en ambitiøs klimapolitik, når EU's gældende klimamål indebærer mindre fremadrettede CO2-reduktioner i forhold til den aktuelle udledning end lande som Canada, Japan, New Zealand og Norge samt de forslag, præsident Obama har fremlagt for USA?

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Tak for spørgsmålet.
EU er en af de globale spillere, som har været tidligst ude med en omfattende klimapolitik, og EU har i høj grad medvirket til at fastholde klimaudfordringen på den globale politiske dagsorden. Samtidig har EU taget væsentlige skridt til at nedbringe sine udledninger. Det europæiske emissionshandelssystem, ETS, er en realitet, og klima- og energipakken er en realitet med et ukonditionelt reduktionsmål på 20 pct. i 2020 samt mål om en 20 pct.s forbedring af energieffektiviteten og en VE-andel på 20 pct. i 2020.
Derudover har EU erklæret sig villig til at reducere med 30 pct. i forhold til 1990 som en del af en omfattende global aftale. Endelig har Det Europæiske Råd i oktober 2009 tilsluttet sig et EU-mål om at reducere udledningerne med 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990.
I spørgsmålet lægges der op til, at sammenlignelighed i reduktionsindsatserne alene er et spørgsmål om den procentvise reduktion i udledningerne fra dagens niveau og frem til 2020. Det synes jeg er for smal en måde at anskue den her problemstilling på. F.eks. har EU reduceret sine udledninger siden 1990, og med udgangspunkt i 1990 er EU's reduktionsmålsætninger procentvis højere end New Zealands, Canadas og USA’s.

Per Clausen (EL):
Det er rigtigt, at hvis man ser tilbage i tiden – det er jo også det, regeringen typisk gør, når den skal prale af den danske klima- og energipolitiske indsats – har man på nogle områder gjort noget. Man kan så selvfølgelig sige, at der er nogle af EU's medlemslande, der har fået noget foræret efter 1990, men lad det nu være.
Men hvis vi nu alligevel prøver at se på det lidt fremadrettet, mener ministeren så, at man i dag kan karakterisere EU's klimapolitik som ambitiøs, når vi tænker på, at målsætningen, i forhold til hvad man vil opnå af CO2-reduktioner fra i dag til 2020, er lavere end i en række andre rige vestlige lande? Man er gået foran med hensyn til at begynde at overføre midler til tredjeverdenslandene ved at bruge ulandshjælp i stedet for at tilføre nye midler til at indfri den klimagæld, man har. Så synes ministeren, at vi stadig væk kan tale om, at EU er ambitiøs, eller er det i virkeligheden bare historie?

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Nej, det mener jeg bestemt ikke er historie, men det er jo altså vigtigt, at man har historien med sig. Det er også vigtigt, at vi her taler om en region, der rent faktisk har sat sig selv nogle mål og sagt: Hvad er så de politiske redskaber, der skal til for at gennemføre disse mål? Og det er jo her, hvor klima- og energipakken netop kommer ind. EU er det første og eneste store område, hvor der er vedtaget og implementeret et kvotehandelssystem.
Så skal vi jo også hele tiden have med i den her diskussion, at det altså ikke nytter noget, at man kun fastfryser filmen et sted – dér, hvor vi er nu – men man bliver nødt til også at se på, hvad man har gjort før, og selvfølgelig også se fremad. Og der kan man konstatere, at EU mig bekendt – det går jeg ud fra at vi er enige om – er den eneste region i verden, der har sat sig selv et mål om at reducere med 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990.

Per Clausen (EL):
Netop set i forhold til, at man på den meget lange bane stadig væk har nogle ambitiøse mål, er det vel betænkeligt, at man på den mellemlange bane tilsyneladende har opgivet at føre an, men ligesom siger: Nu har vi ført an, og med udgangspunkt i, at vi har ført an, leverer vi i 2020 et resultat, som vi ved er for dårligt, for at sikre den nødvendige CO2-reduktion, hvis man skal undgå meget dramatiske klimaforandringer.
Så det står vel stadig væk tilbage, at man åbenbart er fanget i et eller andet med, at man mener, at man var ambitiøs i fortiden, og at man er ambitiøs på den lange bane, og så synes man, at man kan slippe godt fra ikke at gøre noget de næste 10-12 år i virkeligheden.
Jeg vil bare spørge ministeren, om hun vil opretholde, at det er ambitiøst, at man i et 10-12-årigt perspektiv i virkeligheden har en meget lav målsætning med hensyn til at reducere CO2-udslippet i forhold til det, det er i dag.

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Det, der er afgørende i den her sammenhæng, er igen at se på det som værende et samlet hele. Jeg går ud fra, vi er enige om, at når man som region har været tidligt ude og har været i gang med at reducere før f.eks. USA, betyder det jo, at man har plukket nogle af de lavthængende frugter. Det skal man også have med i det her perspektiv, når man begynder at sammenligne de respektive lande.
Men når det er sagt, vil jeg sige, at der jo ikke er nogen tvivl om, hvad der er regeringens politik. Regeringens politik er naturligvis i samarbejde med EU-landene at have diskussionen om at gå op til 30 pct., selvfølgelig hvis og såfremt andre lande også går op, netop af hensyn til den sammenlignelige indsats.

Per Clausen (EL):
Men vi står jo i den situation nu, at vi i EU-landene – også i Danmark – har et CO2-udslip, der er alt for stort. Vi har også et ressourceforbrug, der er alt for stort i forhold til det, der er plads til, hvis vi skal have en eller anden form for økologisk balance bare på halvlang sigt. I den situation må ministeren vel være enig med mig i, at det ikke er udtryk for høje ambitioner, at man henviser til fortidens bedrifter og til det langsigtede mål, men at det afgørende er, hvad man vil gøre de næste 10 år for at reducere CO2-udslippet, så man kan stoppe de accelererende klimaforandringer, der er på vej. Det var vel det, der ville karakterisere en ambitiøs politik, hvis man havde et bud på det.

Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
En ambitiøs politik er i høj grad også, at EU nu har sat det her på dagsordenen, og at klima og energi står meget stærkt i EU’s nye 2020-strategi. Der står netop, at EU nu skal fokusere endnu mere på det her emne.
Hvad der især står, og hvad jeg synes er meget vigtigt at vi også har med i den her sammenhæng, er, at det grønne – for nu at tale i overskriftsform – jo så skal gennemsyre samtlige af EU's politikker. Det vil sige, at vi skal se på forskningspolitikken, hvordan den i stigende grad også kan komme det her område til gavn, landbrugspolitikken osv.
Så jeg synes, det er alt for smalt primært at se på EU's politik udelukkende ud fra nogle tal, hvor man vel at mærke zoomer ned på nogle helt konkrete mål på nuværende tidspunkt.