Om EU's fattigdomsgrænse

Anne Marie Geisler Andersen (RV):
Hvordan forholder ministeren sig til, hvor mange fattige der er i Danmark, hvis man bruger EU’s fattigdomsgrænse som målestok?

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Jeg vil starte med at minde om, at i EU's analyser bliver de mennesker, der befinder sig under EU's fattigdomsgrænse, faktisk ikke betegnet som fattige; de bliver betegnet som mennesker, der er i risiko for fattigdom. Man er nemlig godt klar over, at fordi en person på et givent tidspunkt har en relativt lav indkomst i forhold til den samlede befolkning, behøver vedkommende ikke at være fattig. Grænsen fortæller ikke, om personen har råd til f.eks. at købe mad, tøj, bolig eller at gå til fritidsaktiviteter. En relativ grænse kan heller ikke bruges til at måle, om flere danskere får færre penge imellem hænderne. Selv om flere personer har en relativt lav indkomst, så viser Finansministeriets analyser, at købekraften er steget i hele samfundet de seneste mange år, også for lavindkomstgruppen.
EU's fattigdomsgrænse kan derfor godt bruges til at sige noget om udviklingen i samfundets indkomster, men grænsen er et dårligt redskab til at udpege de grupper i samfundet, der har brug for hjælp. Langt de fleste udsatte har andre problemer end økonomi. Derfor bliver vi nødt til at se på situationen som en helhed, vi bliver nødt til også at se på den enkeltes boligsituation, uddannelse, muligheder for beskæftigelse og på sundheden f.eks. Derfor har regeringen også besluttet, at der skal udvikles en række fattigdomsindikatorer – indikatorer, som kan hjælpe os med at følge udviklingen og ikke mindst også at målrette hjælpen til dem, der har brug for den.

Anne Marie Geisler Andersen (RV):
Som et led i Lissabonstrategien har EU-medlemsstaterne jo haft et fælles mål om en markant reduktion af fattigdommen inden 2010, hvorfor EU har vedtaget den her fattigdomsdefinition. I EU opereres der således med en definition, som siger, at man er i risiko for fattigdom, hvis man tjener mindre end 60 pct. af den gennemsnitlige landsindkomst. Hvert land har haft til opgave at melde ind, hvordan de har tænkt sig at opfylde målsætningen om at reducere fattigdommen. Hvordan har Danmark opfyldt denne målsætning, når vi ikke opererer med en egentlig fattigdomsdefinition?

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Jamen jeg kan sige, at jeg så sent som i sidste uge deltog i et rådsmøde i Bruxelles, hvor vi bl.a. diskuterede hele spørgsmålet om fattigdomsgrænser, og hvor jeg fra dansk side sagde, at vi er imod en fattigdomsgrænse, men at vi jo tværtimod vil arbejde med fattigdomsindikatorer, som også er nævnt i regeringens nye arbejdsprogram. Det er et arbejde, som jeg ser meget frem til, og det er selvsagt et arbejde, som i høj grad også kommer til at ligge på socialministerens område. Men for mit eget områdes vedkommende er det, som jeg også tidligere har nævnt, helt afgørende, at vi arbejder med at få flere ind på arbejdsmarkedet, og at vi hele tiden ser på de mekanismer og de barrierer, som der er for det, og i den forbindelse kan jeg jo bl.a. igen fremhæve to helt konkrete tiltag, som er blevet taget, nemlig den gamle 300-timers-regel, som så blev til en 450-timers-regel, og siden hen jo også kontanthjælpsloftet.

Anne Marie Geisler Andersen (RV):
Det er sjovt, at ministeren bliver ved med at nævne de her tiltag, som måske presser ganske få mennesker i arbejde, men presser endnu flere ud i fattigdom.
Men jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt til EU's nye vækststrategi, som jo afløser Lissabonstrategien. Den skal diskuteres på et EU-topmøde i næste uge, og Kommissionen lægger op til fem overordnede mål, hvoraf det femte hedder, at 20 millioner færre mennesker skal være under EU's fattigdomsgrænse eller -definition, og det er som bekendt op til de nationale regeringer at omsætte målsætningen til et nationalt mål. Hvordan har ministeren tænkt sig at sætte et nationalt mål, når vi ikke opgør antallet af fattige i Danmark?

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Først vil jeg godt lige anfægte den måde, som spørgerne har hele sin tilgang til det her på. Jeg synes, at det er en meget, meget besynderlig tilgangsvinkel at sige, at det har presset folk ud på arbejdsmarkedet. Jeg går sådan set ud fra, at Det Radikale Venstre også går ind for, at så mange danskere som overhovedet muligt skal deltage på arbejdsmarkedet. Der er det så bare, at jeg kan konstatere, at den gamle 300-timers-reglen, som siden hen er blevet til en 450-timers-regel, og kontanthjælpsloftet har betydet, at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det har de analyser og evalueringer, der er lavet af 300-timers-reglen jo også klart vist, så det er rent faktisk et helt konkret eksempel på, hvad der er gjort. Og så må jeg lige undskylde og komme tilbage til svaret i næste runde, for nu kan jeg se, at lampen lyser.

Anne Marie Geisler Andersen (RV):
Det er så en påstand. Jeg tror, at ministeren misforstod, for min bekymring går ikke på, om der så måtte være nogle få mennesker, som er kommet i arbejde. Min bekymring gik på de mennesker, som blev presset ud i fattigdom.
Det sidste spørgsmål, jeg kunne stille, som ministeren så kan svare på samtidig med besvarelsen af spørgsmål nr. 2, er, om det gør indtryk på ministeren, at uanset hvilken metode man bruger til at opgøre antallet af fattige i Danmark, er tallet steget under den siddende regering.

Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Som jeg også har nævnt tidligere, er det jo korrekt, at hvis man kigger på tallene, er der flere, der relativt set er blevet fattigere. Men det dækker jo altså over, at vi har oplevet et meget, meget stort opsving i Danmark, som jo bl.a. betød, at aktiekurserne steg gevaldigt og huspriserne røg i vejret, og det betyder, at der er relativt flere, der bliver fattige. Det belyser jo i virkeligheden også lige nøjagtig, hvorfor man ikke kan bruge en fattigdomsgrænse til noget.
Det er jo fuldstændig absurd, for i en tid, hvor vi ser et enormt opsving, vil der jo blive flere, der vil ryge under den relative grænse, men man kan jo ikke bruge det til noget som helst. Det vigtige i det her er jo netop, at også lavindkomstgrupperne har oplevet en fremgang i deres købekraft. Det er jo hele essensen, og det er jo i virkeligheden at ramme hovedet på sømmet i forbindelse med, hvorfor en fattigdomsgrænse ikke er noget som helst værd.