Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2009-10)
› Om klimapolitik
Om klimapolitik
Jeppe Kofod (S):
Tak. Mener ministeren, det er irrelevant at diskutere Danmarks og EU's CO2-reduktion, jævnfør udtalelser i Jyllands-Posten den 4. februar 2010, og kan ministeren redegøre for regeringens klimapolitik i henholdsvis Danmark og EU, set i lyset af at Venstres energiordfører og Venstres forhenværende finansminister, nuværende formand for Folketinget, gentagne gange har rejst tvivl om, hvorvidt Danmark skal arbejde for en CO2-reduktion på 30 pct. i såvel Danmark som i EU?
Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Tak for dette spørgsmål. Som nævnt under min besvarelse af S 1121 er regeringens holdning uændret. Regeringen står bag EU's position om at påtage sig et reduktionsmål på op til 30 pct. i 2020 sammenlignet med 1990, forudsat at andre ilande forpligter sig til sammenlignelige reduktioner og at også udviklingslandene bidrager på passende vis. Danmark er naturligvis parat til at påtage sig sin rimelige andel af denne ekstra reduktion.
Jeppe Kofod (S):
Det står mig aldeles uklart, om ministeren er enig med Folketingets formand og med sin partifælle, som siger, at vi ikke skal være tossegode, forstået på den måde at vi ikke skal gå op til 30 pct. i reduktion i Danmark og i EU. Det forekommer mig fuldstændig uklart, om ministeren, som også repræsenterer partiet Venstre, er enig med sine partifæller og dermed også tilhører den fløj i Folketinget, nemlig Venstre og Dansk Folkeparti, som er klimaskeptikere.
Vi har her nogle udtalelser fra hr. Lars Christian Lilleholt, som siger, at vi ikke skal være tossegode, og at vi ikke skal gå op til 30 pct. Det, ministeren siger, er i bedste fald meget mudret, i værste fald lyder det, som om ministeren er enig med Venstres energiordfører i det her spørgsmål.
Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Tak. Altså, nu er det jo altid meget let, når man kan inddele verden i to. Så er det jo meget simpelt at gå til: Herovre har vi – for nu bare at tage nogle eksempler – EU-tilhængere, og herovre har vi EU-modstandere; herovre har vi klimaskeptikerne, og herovre har vi klimatilhængerne. Så bliver verden jo så meget lettere, når man bare hele tiden kan inddele folk i to grupper.
Men desværre er situationen jo en anelse mere kompliceret. Jeg vil da gerne gentage det, for jeg er selvfølgelig ikke glad for, at det er uklart, hvad jeg måtte mene om denne sag, især jo også fordi jeg her gentagne gange har sagt, at regeringens holdning ligger fast, hvad angår de 20 og 30 pct. osv. osv. Men pointen er altså bare den, at når man skal føre sin klima- og energipolitik, skal man balancere tre ting: Man skal tage hensyn til beskæftigelsen, man skal sørge for, at Danmark får sin bid af kagen, når vi ser på de job, der skabes inden for det grønne område, og man skal naturligvis være sikker på, at man ikke bruger unødige mængder penge på energi ved så netop at reducere sin egen afhængighed af de fossile brændsler.
Jeppe Kofod (S):
Nu tror jeg, at det er klart. Ministeren er enig i, hvad også hr. Lars Christian Lilleholt har sagt, nemlig at man ikke allerede nu skal love at gå fra 20 pct. til 30 pct. Dermed er Venstre og regeringen uenige med De Konservative – det er jo meget interessant – og hele oppositionen, som mener, det er vigtigt, at Danmark sender et signal, og at vi går forrest og har klimaførertrøjen på. Det er konklusionen.
Dermed er der altså et grundlag for at opdele nogle i klimatilhængere, nemlig at der skal gøres noget ved det her problem, og dem, der ikke vil. Der tilhører ministeren og Venstre og Dansk Folkeparti den sidste gruppe, når man ser på, hvad ministeren har svaret her i dag.
Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Det må jeg sige. Jeg synes, at det var en temmelig kreativ udlægning af, hvad jeg sagde, ikke mindst når man jo fremhæver, at Danmark har været blandt de lande, der har arbejdet aktivt for, at EU skal gå til de 30 pct. - selvfølgelig under de respektive forudsætninger, der nu engang ligger. Der skal jo heller ikke være tvivl om, at regeringen mener, at EU skal påtage sig et reduktionsmål på 30 pct. som led i indgåelsen af en samlet set tilfredsstillende klimaaftale.
Det synes jeg da egentlig er et fair nok synspunkt at have, altså at man ikke på nuværende tidspunkt bare vil sige: Nu går vi til 30 pct. Det afhænger jo netop af de forskellige betingelser, der jo ligger i den beslutning, man har truffet i EU helt tilbage i 2007. Så det kan man da ikke stille op på den måde som hr. Jeppe Kofod lige gjorde.
Jeppe Kofod (S):
Jeg kan kun konkludere, at ministeren er enig med Venstres klima- og energiordfører, der advarer imod allerede nu at love at sænke det, altså at EU’s CO2-udslip skal sænkes med 30 pct. Det må være det, som ministeren siger. Dermed er ministeren uenig med De Konservative, som jeg har forstået det, og med hele oppositionen, dem, der gerne vil en proaktiv klimadagsorden.
Det er det, der står tilbage. Og det, der også står tilbage, er, at den forhenværende klimaminister, som om nogen er ekspert og nu klimakommissær, har kritiseret regeringens klimapolitik. Det er de to ting, der står tilbage efter den her debat, og det synes jeg er tankevækkende.
Jeg skal bare have ministeren til at bekræfte, at man er enig med Venstres klima- og energiordfører i den her sag.
Klima- og energiministeren (Lykke Friis):
Jeg synes, det er forbløffende at måtte konstatere, at der skulle være en forskel på den politik, som Danmark fører nu, og det, som Danmark gjorde før, altså under den forrige minister. Det er fuldstændig den samme politik, vi fører. Der er ikke nogen ændring. Vi er blandt de lande, der arbejder mest for, at EU går til de 30 pct. Derfor er Danmark ambitiøs. Danmark er, hvis vi nu absolut skal blive i det her med tilhængere og modstandere, i den gruppe i EU, som mener, at vi skal arbejde så massivt for det her, som man overhovedet kan.
Men vi skal naturligvis ikke spille os forskellige kort af hænde i den her proces. Det gælder om at få skabt momentum igen i den her forhandlingsproces, og det er det, vi så vælger at gøre.