Hjælpemenu

Hovedmenu

Om mærkning af israelske bosættervarer

Besvaret § 20-spørgsmål

Mogens Lykketoft (S)

Mener udenrigsministeren ikke, jf. fødevareministerens svar på spørgsmål nr. S 657 den 17. december 2009, og af hensyn til forbrugerne og Danmarks respekt for folkeretten, at der bør udarbejdes retningslinjer om mærkning af israelske bosættervarer på linje med det, som de britiske fødevare-myndigheder netop har gjort?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Fødevareministerens besvarelse af S 657 dækker selvsagt regeringens holdning til spørgsmålet om en mærkningsordning for varer fra israelske bosættelser på Vestbredden.

Regeringens holdning til spørgsmålet om israelske bosættelser på besat palæstinensisk område er velkendt og uændret gennem tiden og fremføres overfor Israel både bilateralt og i internationale fora som FN og EU.  Regeringens holdning afspejles også klart i EU´s officielle politik på området, hvilket bl.a. fremgår af teksten til de seneste rådskonklusioner, som EU´s udenrigsministre den 8. december 2009 vedtog. 

Skiftende danske regeringer har forholdt sig i overensstemmelse med den almindeligt herskende folkeretlige opfattelse, at de pågældende bosættelser er ulovlige i henhold til folkeretten og udgør en forhindring for fred.  Der ses dog efter regeringens opfattelse ikke at bestå en folkeretlig pligt til indførelse af en mærkningsordning.

Udenrigsministeriet har ikke kendskab til, at andre EU-lande skulle have en mærkningsvejledning som den britiske, om end vin fra Golan-højderne angiveligt mærkes i Sverige.  Fødevarestyrelsen, der er ansvarlig for mærkning af fødevarer, har oplyst, at man fra dansk side vil kunne lave en sådan vejledning som i UK, men at volumen af varer produceret i de besatte områder i de danske supermarkeder er meget begrænset, og at der hidtil ikke har været fremsat ønsker om vejledning.