Om visumfrihed i EU
Per Clausen (EL)
Mener udenrigsministeren, at det er rimeligt, at borgerne i Bosnien-Herzegovina og Kosovo stadig skal bruge visum for at rejse ind i EU, efter at borgerne i Serbien og Montenegro har fået visumfrihed i EU?
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Kommissionen indledte i 2008 en intensiv, individuel dialog om visumfrihed med henholdsvis Albanien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Montenegro og Serbien på baggrund af såkaldte køreplaner (road-maps) mod visumfrihed. Disse køreplaner opstiller en række betingelser og kriterier, som det enkelte land skal opfylde, før der kan gives visumfrihed ved indrejse i EU. Kommissionen har løbende vurderet de fem landes fremskridt ved hjælp af rapporter og tekniske missioner til landene med deltagelse af eksperter fra EU’s medlemslande. På denne baggrund vurderede Rådet og Kommissionen efter høring af Europaparlamentet i efteråret, at den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Montenegro og Serbien opfyldte de stillede betingelser for visumfrihed. Visumfrihed for de tre lande blev vedtaget den 30. november 2009 med ikrafttræden den 19. december 2009. I forbindelse med vedtagelsen afgav Rådet endvidere en erklæring, hvori der blev udtrykt støtte til visumfritagelsen for landene på det vestlige Balkan og et håb om, at Albanien og Bosnien-Hercegovina ville opfylde betingelserne for visumfrihed snarest.
Kommissionen fortsætter derfor visumdialogen med Albanien og Bosnien-Hercegovina om opfyldelsen af betingelserne for visumfrihed. Kommissionen ventes i løbet af foråret på ny at vurdere, om de to lande opfylder disse betingelser. I bekræftende fald ventes Kommissionen at foreslå visumfrihed for Albanien og Bosnien-Hercegovina.
For så vidt angår Kosovo fremlagde Kommissionen i oktober 2009 en rapport om, hvorledes EU kan bidrage til Kosovos videre udvikling. På den baggrund opfordrede Rådet i december 2009 Kommissionen til at tage skridt til at støtte Kosovos fremskridt i tilnærmelsen til EU i tråd med det europæiske perspektiv for det vestlige Balkan. I den forbindelse lagde Rådet særlig vægt på foranstaltninger på handelsområdet og visumområdet.