Om patienters ret til behandling i andre EU-lande
Liselott Blixt (DF)
Hvordan forholder ministeren sig til, at der tilsyneladende har været problemer i forbindelse med danske patienters ret til at blive behandlet i andre EU-lande, og kan ministeren i den forbindelse oplyse, hvad status er på denne sag?
Begrundelse:
Findes i radioudsendelse, som her er linket til: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2008/12/11/171205.htm
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)
Jeg har i efteråret 2008 ved flere lejligheder orienteret Folketinget om danske patienters ret til at få dækket udgifter til behandling, såvel hospitalsbehandling som ikke-hospitalsbehandling i andre EU-lande efter afgørelser truffet af EF-domstolen om den frie udveksling af tjenesteydelser.
Jeg henviser særlig til min besvarelse af spørgsmål nr. 537 og 538 (Alm. del) og til min redegørelse for sagen ved samrådet i Folketingets Sundhedsudvalg den 8. oktober 2008. Mit talepapir fra samrådet er sendt til Folketingets Sundhedsudvalg den 22. oktober 2008 ved min besvarelse af spørgsmål nr. 1 (SUU alm. del).
Med hensyn til status for gennemførelse af EF-domstolens afgørelser, for så vidt angår borgernes ret til dækning af udgifter til hospitalsbehandling i andre EU-lande, kan jeg henvise til min besvarelse af 21. november 2008 på spørgsmål nr. 13 (Alm. del), hvorved jeg orienterede Folketingets Sundhedsudvalg om den vejledning om dækning af sygehusbehandling i andre EU- og EØS-lande, som ministeriet udsendte den 7. november 2008, og som kan ses på ministeriets hjemmeside.
For så vidt angår borgernes ret til tilskud til ydelser efter sundhedsloven, som ikke er hospitalsbehandling, skal jeg henvise til min besvarelse af 16. december 2008 på spørgsmål nr. 1 (L 51), hvori nærmere er orienteret om de ændrede regler om adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU-/EØS-land, og som trådte i kraft den 1. december 2008.