Hjælpemenu

Hovedmenu

Om adgangen til internettet

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil regeringen i EU's ministerråd støtte Europa-Parlamentets beslutning om, at internetudbyderne ikke må lukke for adgangen til internettet for forbrugerne?

Videnskabsministeren (Helge Sander) 

Jeg formoder, at spørgsmålet relaterer sig til de afstemninger, der var i Europa-Parlamentet onsdag den 24. september 2008 vedrørende Kommissionens forslag til ændringer af direktiverne for elektronisk kommunikation, også kaldet for ”teledirektivpakken”.

Parlamentet vedtog blandt andet et ønske om at få indsat en ny betragtning i forslaget til ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og – tjenester (forsyningspligtdiretivet).

Parlamentets forslag til en ny betragtning går kort fortalt ud på, at det er de relevante myndigheder i medlemsstaterne – og ikke udbydere af elektroniske net eller tjenester – som har kompetence til at afgøre, hvorvidt indhold, applikationer eller tjenester er lovlige eller skadelige.

Derudover peges der i den foreslåede betragtning blandt andet på, at forsyningspligtdirektivet ikke forpligter udbydere til at overvåge de data, der transmitteres over deres net, eller til at straffe eller retsforfølge deres kunder på grund af sådanne data. I den forbindelse påpeger den foreslåede betragtning, at forsyningspligtdirektivet ikke påvirker indholdet af bestemmelserne i e-handelsdirektivet (direktiv 2003/31/EF).

Der peges tillige på, at det er de relevante lovhåndhævende myndigheder, som har ansvaret for at straffe eller retsforfølge i sådanne sager.

Det er vurderingen, at den foreslåede betragtning ikke ændrer ved den gældende retstilstand i Danmark. På denne baggrund giver Parlamentets forslag mig ikke anledning til bemærkninger.