Hjælpemenu

Hovedmenu

Om bredbånd i de tyndt befolkede områder

Besvaret § 20-spørgsmål

John Dyrby Paulsen (S)

Hvordan forholder ministeren sig til EU-Kommissionens udmelding om, at man ønsker at få udbredt næste generation af lynhurtigt bredbånd til alle, herunder de danske småøer, hurtigere end markedet ellers ville klare det?

Begrundelse:

EU-Kommissionens generaldirektør for konkurrenceområdet, Philip Lowe har for nyligt udtalt, at EU-Kommissionen ønsker, at lynhurtigt bredbånd skal ud til alle hurtigere end markedet ellers vil klare det.

Videnskabsministeren (Helge Sander)

Jeg er positiv overfor Kommissionens øgede fokus på bredbånd og den næste generation af hurtigt bredbånd.

Det er min holdning, at den markedsmæssige tilgang til bredbåndsudviklingen i Danmark har været succesfuld, og at denne tilgang fortsat er relevant at forfølge.

I regeringens høringssvar til den offentlige høring om Kommissionens retningslinjer for anvendelse af statsstøtte i forbindelse med hurtig etablering af bredbåndsnet, blev det fremhævet, at regeringen bakker op om Kommissionens øgede fokus på bredbåndsområdet. Regeringen vurderede dog, at statsstøtte ikke er nødvendigt for at fremme udrulningen af det såkaldte NGA-net.

Regeringen pointerede endvidere, at der i Danmark arbejdes ud fra princippet om, at bredbåndsudviklingen skal være markedsdrevet, og at regeringen vægter princippet om teknologineutralitet højt. Det er regeringens holdning, at denne tilgang til bredbåndsudviklingen i Danmark har været succesfuld, og at det ikke har været relevant at anvende offentlige midler til udrulning af bredbånd.

Desuden påpegede regeringen også det uhensigtsmæssige i, at Kommissionens definition af NGA-net er for fokuseret på fiber- og kabelnet og dermed bryder med princippet om teknologineutralitet.

Endelig har jeg, for at belyse rammebetingelserne for fremtidens bredbånd, og dermed en høj kvalitet i bredbåndsforbindelserne i hele Danmark, nedsat en højhastighedskomité, som inden udgangen af 2009 skal komme med anbefalinger til, hvorledes vi kan sikre, at Danmark udvikler sig til et egentligt højhastighedssamfund.