Om Danmarks medlemsskab af EU
Søren Espersen (DF)
Når statsministeren i forbindelse med et møde med José Manuel Barroso, 13. maj 2009 i Bryssel, udtalte, at han »...ønsker, at Danmark skal være et fuldgyldigt medlem af EU«, er det så virkelig statsministerens opfattelse, at Danmark ikke er fuldgyldigt medlem af EU?
Statsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
"Danmark som fuldgyldigt medlem af EU" eller "Danmark fuldt og helt med i EU-samarbejdet", er formuleringer, der hyppigt er blevet anvendt i den hjemlige politiske debat om de danske EU-forbehold. Sidstnævnte formulering indgår f.eks. i regeringsgrundlaget af november 2007. Der er med andre ord tale om politiske betragtninger, snarere end egentlige juridiske vurderinger. Det samme gælder for mine udtalelser i forbindelse med mødet med kommissionsformand Barroso den 13. maj 2009.