Om investeringer i kraftværker i EU
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at det er tilfredsstillende, at 81 pct. af alle planlagte investeringer i kraftværker i EU sker i fossile brændstoffer som bl.a. kul (ifølge konsulentbureauet Cap Gemini)?
Klima - og energiministeren (Connie Hedegaard)
Spørgsmålet om valg af brændsler til kraftværker er et nationalt anliggende. Det fremgår udtrykkeligt af EU-traktatens krav om enstemmighed, når det drejer sig om brændselsmiks.
Regeringen har fremlagt en ambitiøs energiplan med det langsigtede mål at Danmark skal frigøre sig helt for fossilt brændsel. Det er en udvikling jeg gerne ser i hele EU. Det er vigtigt at alle medlemslandene gør en indsats for et bedre klima.
Danmark kan påvirke klimaindsatsen i andre lande indirekte gennem internationale aftaler om eksempelvis CO2-kvoter. Kvotesystemet vil alt andet lige fordyre anvendelsen af fossilt brændsel, herunder kul, mere end alternativerne. Men hvis de øvrige medlemslande alligevel mener, at de har plads under kvoterne til flere kraftværker, baseret på fossilt brændsel, er det noget som Danmark ikke kan blande sig i.