Hjælpemenu

Hovedmenu

Om nye slagteregler i EU

Besvaret § 20-spørgsmål

orten Messerschmidt (DF)

Vil ministeren redegøre for regeringens holdning til at der i forbindelse med det lovforberedende arbejde vedrørende nye slagteregler i EU arbejdes på at afskaffe det nuværende forbud mod rituel slagtning uden forudgående bedøvelse?

Begrundelse:

Af en artikel i den norske avis Aftenposten den 19. november 2007, fremgår det, at EU med begrundelse i menneskerettighedserklæringen artikel 18 overvejer at tillade rituel, religiøst begrundet slagtning i forbindelse med en forestående revision af slagtereglerne i EU. Oplysningerne stammer fra specialveterinær Elisiv Tolo, der med basis i en arbejdsgruppe under den europæiske veterinærforening skal komme med indspil til de nye regler. Spørgeren finder, at menneskerettighedserklæringens formulering om retten til »offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter« aldrig kan være begrundelse for at tillade dyremishandling på grund af forældede og primitive religiøse leveregler. Spørgeren finder desuden, at det vil være helt uacceptabelt, hvis det forbud mod rituel slagtning, vi i praksis har i Danmark, må opgives på grund af fælles EU-regler.

Justitsministeren (Lene Espersen)

De gældende fællesskabsregler om slagtning og aflivning findes navnlig i Rådets direktiv 93/119/EF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet.

 

Kommissionens handlingsplan for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd (2006-2010) indeholder en nærmere redegørelse for Kommissionens politiske målsætninger på dyrevelfærdsområdet i de kommende år. Herunder indeholder handlingsplanen en oversigt over de konkrete initiativer, som Kommissionen agter at fremlægge til opfyldelse af handlingsplanens politiske målsætninger.

Det fremgår bl.a. af oversigten, at Kommissionen i løbet af 2007 vil fremlægge et forslag om ændring af fællesskabslovgivningen om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet, herunder i forbindelse med aflivning som led i sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger.

På et veterinærdirektørmøde den 10. juli 2007 i Bruxelles har Kommissionen oplyst, at de datoer, der fremgår af handlingsplanen, kun er vejledende. For så vidt angår forslaget om ændring af direktivet om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet, oplyste Kommissionen, at den økonomiske konsekvensanalyse vil blive færdiggjort over sommeren, og alt afhængigt af den fremskridt, der bliver gjort, vil forslaget blive klar til fremsættelse i første halvdel af 2008.

Kommissionen har endnu ikke har fremlagt sit forslag, og indholdet heraf kendes derfor ikke.

Jeg finder det på den baggrund ikke rigtig at udtale mig herom. Så snart forslaget foreligger, vil det imidlertid i overensstemmelse med sædvanlig praksis blive forelagt for bl.a. Folketingets Europaudvalg.

Mere generelt kan jeg dog oplyse, at ifølge det gældende direktivs artikel 5, stk. 1, litra c, skal dyr bedøves inden slagtning eller aflives omgående som angivet i direktivets bilag C. Kravene i stk. 1, litra c, finder imidlertid ikke anvendelse på dyr, der slagtes efter særlige metoder, der kræves i forbindelse med visse religiøse ritus, jf. artikel 5, stk. 2.

De gældende fællesskabsregler indeholder således ikke et forbud mod rituel slagtning uden forudgående bedøvelse.

Direktivet er gennemført i dansk ret ved Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 583 af 6. juni 2007 om slagtning og aflivning af dyr. Reglerne om slagtning af husdyr uden forudgående bedøvelse efter jødisk eller islamisk ritus fremgår af § 7 i denne bekendtgørelse.

Afslutningsvis bemærkes, at der efter det oplyste ikke i øjeblikket foregår rituelle slagtninger uden forudgående bedøvelse i Danmark, idet det eneste slagteri, der de seneste år har foretaget rituelle slagtninger uden forudgående bedøvelse, eksportslagteriet NV-OX i Slagelse, lukkede i august måned 2004.