Om implementeringen af vandrammedirektivet
Torben Hansen (S)
Er ministeren enig i, at fastlæggelse af referencetilstanden i forbindelse med implementeringen af vandrammedirektivet bør ske på faglig og videnskabelig måde, som det er sket for Nissum Bredning, Ringkøbing Fjord og Odense Å, og hvad agter ministeren i bekræftende fald at foretage sig for at sikre, at dette sker?
Miljøministeren (Troels Lund Poulsen)
Det fremgår af vandrammedirektivet, at fastlæggelse af referencetilstanden i forbindelse med implementeringen af direktivet skal ske på en faglig og videnskabelig måde. EU-kommissionen forventes senere på året at vedtage en beslutning, der endeligt, konkret og bindende for medlemslandene fastlægger vandrammedirektivets miljømål. I forbindelse hermed vil kommissionen offentliggøre en teknisk baggrundsrapport og en teknisk vejledning, der begge er udarbejdet på en faglig og videnskabelig måde, og som bl.a. vil angive retningslinjer for fastsættelse af referencetilstanden for vandområderne. Miljøministeriet vil i det videre arbejde med implementeringen af vandrammedirektivet følge disse retningslinjer.