Om kød fra klonede dyr
Per Clausen (EL)
Vil ministeren arbejde for, at EU ikke godkender kød eller andre fødevarer fra klonede dyr, på trods af EFSA's indstilling om at disse produkter skal godkendes?
Fødevareministeren (Eva Kjer Hansen)
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) offentliggjorde den 24. juli 2008 en udtalelse om effekterne af kloning af dyr på fødevaresikkerhed, dyresundhed og dyrevelfærd samt miljøet. EFSA indstiller dog ikke, at disse produkter skal godkendes, idet autoriteten udelukkende, efter anmodning fra EU-kommissionen, har vurderet de mulige effekter af kloning på ovennævnte forhold.
Fødevarer fra klonede dyr er omfattet af EU’s novel food regler og skal godkendes i henhold til disse regler, inden de må markedsføres i EU. Det er EU-kommissionen, som i givet fald i det konkrete tilfælde vil kunne fremsætte forslag om godkendelse af en fødevare fra et klonet dyr. Der foreligger dog endnu ingen ansøgning i EU om godkendelse af et sådan produkt.
Regeringens holdning til godkendelse af fødevarer fra klonede dyr vil som udgangspunkt være baseret på, om fødevaren er sikker at anvende, og om produktet i øvrigt opfylder betingelserne for godkendelse i henhold til novel food forordningen. Det bør også indgå i vurderingen, om det klonede dyr, som er basis for fødevaren, er fremavlet på etisk forsvarlig vis.
I forbindelse med de igangværende forhandlinger om revision af novel food forordningen vil regeringen, som oplyst i svar på spørgsmål 1 af 20. maj 2008 fra Folketingets Europaudvalg, arbejde for, at etiske overvejelser, på samme måde som de sikkerhedsmæssige krav, skal kunne indgå som et legitimt krav i forbindelse med godkendelsen af nye fødevarer, fremstillet ved hjælp af kloning, samt at der i den reviderede tekst gives hjemmel til, at etiske aspekter kan indgå som et kriterium ved fastsættelse af supplerende mærkningskrav i forbindelse med godkendelse af markedsføring af nye fødevarer, eksempelvis fødevarer fra klonede dyr.