Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU-direktiv om antidiskrimination

Besvaret § 20-spørgsmål

Mogens Jensen (S)

Vil statsministeren oplyse, om den danske regering arbejder aktivt for, at det kommende EU-direktiv om antidiskrimination kommer til at omfatte alle former for diskrimination dvs. diskrimination i forhold til køn, alder, handicap, religion, tro og seksuel orientering?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

Regeringen er bekendt med, at det fremgår af Europa-Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008, at Kommissionen har til hensigt at fremsætte et forslag til direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling uden for beskæftigelsesområdet, og regeringen finder det naturligvis positivt, at Kommissionen arbejder for at fremme ligebehandling også uden for beskæftigelsesområdet.

Da Kommissionens direktivforslag endnu ikke foreligger, og regeringen derfor ikke kender det nærmere indhold af et sådant kommende forslag, har regeringen ikke på nuværende tidspunkt fastlagt en bestemt holdning til forslaget.