Om CO2
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at det er usikkert, om CO2-lagring i undergrunden er en hensigtsmæssig måde at reducere CO2-udslippet på?
Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard)
Det er naturligvis helt afgørende, at lagring af CO2 sker miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Man har endnu til gode at demonstrere CO2-opsamling og lagring i fuld skala. Delelementer af teknologien har dog allerede været demonstreret. Således har man på det norske gasfelt, Sleipner, siden 1996 renset et naturligt indhold af CO2 ud af den naturgas, der indvindes, for derefter at lagre den opsamlede CO2 i undergrunden. Siden 1996 er der lagret 1 mio. ton CO2 om året i Utsira-formationen og man kan her se, at der ikke sker udsivning af CO2 til de overliggende lag.
I en rapport fra det internationale klimapanel (IPCC) konkluderes, at den andel af CO2, der tilbageholdes på velvalgte og godt forvaltede lagringssteder, højst sandsynligt vil ligge på over 99 pct. over 100 år og sandsynligvis også på over 99 pct. over 1.000 år.
Jeg skal i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål S 1220.