Om kaskoforsikring af lystbåde i Sverige
Magnus Heunicke (S)
Mener ministeren, at det er rimeligt, at nogle bådejere kaskoforsikrer deres lystbåde i Sverige for at undgå den danske beskatning på 1pct af værdien?
Skatteministeren (Kristian Jensen)
Reglerne er sådan, at der skal betales afgift på 1 procent årligt af forsikringssummen af lystfartøjer, som er hjemmehørende i Danmark. Er forsikringsselskabet etableret i Danmark eller inden for EU og EØS-samarbejdet, påhviler det forsikringsselskabet at afregne afgiften til SKAT. Lovgivningen indeholder krav om at det udenlandske forsikringsselskab skal udpege en repræsentant, som kan indeholde og indbetale forsikringsafgiften.
Reglerne er sådan, at der skal betales afgift på 1 procent årligt af forsikringssummen af lystfartøjer, som er hjemmehørende i Danmark. Er forsikringsselskabet etableret i Danmark eller inden for EU og EØS-samarbejdet, påhviler det forsikringsselskabet at afregne afgiften til SKAT. Lovgivningen indeholder krav om at det udenlandske forsikringsselskab skal udpege en repræsentant, som kan indeholde og indbetale forsikringsafgiften.Hvis det udenlandske forsikringsselskab er etableret uden for EU og EØS-samarbejdet, er det forsikringstageren selv, der skal afregne til SKAT.
Problemet opstår, når et forsikringsselskab, som er etableret inden for EU og EØS-samarbejdet, undlader at indbetale afgiften. Hvis en lystbådejer tegner en lystfartøjsforsikring i et forsikringsselskab beliggende i udlandet, men inden for EU og EØS-samarbejdet, og forsikringsselskabet ikke indbetaler afgiften, har SKAT begrænsede muligheder for at gennemføre en effektiv kontrol heraf. Dette skyldes først og fremmest, at der ikke findes et centralt lystfartøjsregister med adgang til oplysninger om fartøjets eventuelle forsikring. Der er således ikke pligt til at lade sit lystfartøj forsikre.
Det er med andre ord ikke muligt at finde ud af om - og i så fald hvor - et lystfartøj er forsikret. SKAT har ikke hjemmel til at kræve disse oplysninger af ejerne.
Det er naturligvis utilfredsstillende, når udenlandske forsikringsselskaber i strid med reglerne og til skade for den fri konkurrence undlader at betale afgift.
På denne baggrund har SKAT nedsat en arbejdsgruppe, som har til formål kritisk at gennemgå bl.a. regelsættet vedr. lystfartøjsforsikring, og at komme med forslag til revision af regelsættet, herunder forslag som kan være med til at sikre, at der også betales afgift af forsikringer som tegnes hos udenlandske forsikringsselskaber.
Arbejdsgruppens forslag til eventuelle ændringer af lovgivningen skal foreligge senest den 1. oktober 2008.