Om Cyperns ret til at afgøre sin fremtid
Morten Messerschmidt (DF)
”Erkender udenrigsministeren ikke Republikken Cyperns demokratiske ret til selv at afgøre sin fremtid?”
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Jeg har altid fuldt ud respekteret Cyperns demokratiske ret til selv at afgøre sin fremtid.
Desværre lykkedes det ikke at finde en samlet løsning på Cypern-problemet, således EU kunne optage et forenet Cypern den 1. maj 2004. Imidlertid er Annan-planen fortsat det mest komplette bud på en samlet løsning for et genforenet Cypern. Planen blev som bekendt godkendt af et flertal i det tyrkisk-cypriotiske samfund, men afvist af et flertal af befolkningen i det græsk-cypriotiske samfund ved de parallelle folkeafstemninger den 24. april 2004.
Danmark respekterer naturligvis resultatet af folkeafstemningerne på Cypern. Det må således først og fremmest være de involverede parter selv, der definerer, hvad de betragter som en gensidigt acceptabel samlet løsning. Det betyder samtidig, at der påhviler alle de involverede parter et særligt ansvar for at bidrage konstruktivt til tilvejebringelsen af en varig, omfattende og retfærdig løsning på Cypern-problemet.