Hjælpemenu

Hovedmenu

Om hygiejnen ved fødevaremaskiner

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren redegøre for, hvorfor Fødevarestyrelsen ikke orienterer Arbejdstilsynet, hvis der er problemer med hygiejnen ved fødevaremaskiner, sådan at sådanne maskiner kan blive trukket tilbage fra markedet i overensstemmelse med EU's maskindirektiv?

Familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed)

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig :

"Fødevarestyrelsens tilsyn med maskiner i fødevarevirksomheder kontrolleres i henhold til den gældende EU-lovgivning på området, hygiejneforordningen. I henhold hertil kontrolleres både, om maskinerne er udformet og fremstillet af materialer, der lever op til de karv, som stilles til udstyr og inventar i forordningen, og om de rent faktisk rengøres og vedligeholdes i tilstrækkeligt omfang. Overtrædelser på området følges op med påbud, forbud mv. i nødvendigt omfang i forhold til den enkelte virksomhed. Kravene om udformning og materialevalg i hygiejneforordningen er fuld på højde med kravene i maskindirektivet, men giver ikke mulighed for at udstede mere generelle forbud mod fx specielle maskiner.

Reglerne i EU’s maskindirektiv administreres af Arbejdstilsynet, hvorfor direktivets regler traditionelt ikke har været opfattet som et kontrolobjekt for Fødevarestyrelsen. Fødevarestyrelsen erkender dog, at der kan være et vist sammenfald imellem henholdsvis Arbejdstilsynets og Fødevarestyrelsens kontrol af maskiner, og er positivt indstillet på at gå i dialog med Arbejdstilsynet om dette emne med henblik på at sikre den mest optimale kontrol af maskindirektivets krav. Fødevarestyrelsen vil således indenfor nærmeste fremtid tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Arbejdstilsynet".