Hjælpemenu

Hovedmenu

Om indslaget

Besvaret § 20-spørgsmål

Bjarne Laustsen (S)

Vil ministeren kommentere indslaget »Atter en underbetalt østeuropæer« på TV2 Nord den 9. juli 2007 med særlig fokus på underbetaling og unfair konkurrence samt manglende skatte- og momsbetaling?

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Regeringen har siden EU-udvidelsen i maj 2004 haft fokus på at sikre, at der ikke opstod et A- og B-hold på det danske arbejdsmarked. Regeringen indførte derfor sammen med forligskredsen bag Østaftalen en overgangsordning for arbejdstagere fra de østeuropæiske EU-lande, der stiller krav om, at arbejde i Danmark sker på overenskomstmæssige eller på anden måde sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Overgangsordningen omfatter også østeuropæiske arbejdstagere, der via et vikarbureau formidles til en dansk virksomhed.

Overgangsordningen har været en succes, og der er ikke skabt ubalance på arbejdsmarkedet. Desværre har der været eksempler på brodne kar, der omgået overenskomsterne eller reglerne for ophold og arbejde. I de tilfælde, hvor der er tale om omgåelse af overenskomsten, skal tvisten løses i det fagretlige system. Hvis omgåelsen vedrører reglerne i udlændingeloven om opholds- og arbejdstilladelse, er det en sag for politiet og anklagemyndigheden.

Forligskredsen bag Østaftalen har løbende haft fokus på omgåelsesproblematikken, og forligskredsen har i den seneste reviderede aftale af 29. juni 2007 besluttet, at myndighedskontrollen skal styrkes for så vidt angår overholdelse af reglerne om moms, skat og arbejdsmiljø. Endvidere vil der blive iværksat særlige kontrolaktioner målrettet illegalt arbejde.