Hjælpemenu

Hovedmenu

Om varetægtsfængsling

Besvaret § 20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)

Vurderer ministeren, at det har været et problem for udlændinge fra EU, der er blevet varetægtsfængslet i Danmark, at der ikke har været en europæisk kontrolordre?

Begrundelse:

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 523

Justitsministeren (Lene Espersen)

Justitsministeriet er for tiden i færd med at færdiggøre et grundnotat om det pågældende forslag til EU-rammeafgørelse om den europæiske kontrolordre under procedurer forud for domsafsigelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (KOM (2006) 468). 

Når grundnotatet foreligger, vil det – på sædvanlig vis – blive oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. Samtidig vil der blive iværksat høring af berørte myndigheder, organisationer mv. på grundlag af grundnotatet og det fremlagte forslag til EU-rammeafgørelse.   

I lyset af bl.a. de indkomne høringssvar vil regeringen nærmere fastlægge den danske holdning til det pågældende forslag til EU-rammeafgørelse. Justitsministeriet finder på den baggrund ikke på nuværende tidspunkt at burde udtale sig om den danske holdning til forslaget.

Det bemærkes i den forbindelse, at forhandlingerne om forslaget på nuværende tidspunkt ikke er igangsat. Når forhandlingerne igangsættes – hvilket tidligst, forventes at ske under det kommende tyske formandskab i første halvdel af 2007 – vil Europaudvalget og Retsudvalget på sædvanlig vis blive orienteret og inddraget i sagen.  

Europaudvalget og Retsudvalget vil ligeledes – på sædvanlig vis – modtage en høringsoversigt samt kopi af de høringssvar, som modtages vedrørende forslaget til EU-rammeafgørelse.