Om Angela Merkels 12 spørgsmål om forfatningstraktatens fremtid
Rune Lund (EL)
Vil udenrigsministeren henvise til de vedtagelser, hvoraf det fremgår, hvad regeringens holdning er til at ændre på forfatningstraktatens ordlyd uden at ændre på dens juridiske betydning?
Begrundelse:
Spørgsmålet stilles som opfølgning på Europaudvalgsmødet den 11. maj 2007, hvor udenrigsministeren afviser at orientere Europaudvalget om regeringens besvarelse af Angela Merkels 12 spørgsmål om forfatningstraktatens fremtid, med henvisning til at besvarelsen var foregået mundtlig, og at der ikke var behov for at orientere udvalget, når embedsmænd udtalte sig på baggrund af tidligere folketingsvedtagelser.
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Det Europæiske Råd i juni 2006 traf beslutning om, at formandskabet i første halvdel af 2007 skulle forelægge Det Europæiske Råd en rapport på grundlag af konsultationer med medlemsstaterne. Det tyske formandskab har på den baggrund gennemført en række konsultationer på embedsmandsniveau med henblik på at skabe klarhed over medlemslandenes holdninger til den videre traktatproces. Efterfølgende har der været konsultationer på stats- og regeringschefsniveau.
Grundlaget for regeringens tilgang til konsultationerne med det tyske formandskab, herunder hvor papiret med de 12 spørgsmål har dannet baggrund for embedsmands-konsultationerne, har – som beskrevet i besvarelse af spørgsmål nr. S 4319 – været folketingsvedtagelsen af 31. maj 2006, hvori det fastslås, at Folketinget finder, at forfatningstraktaten er et godt grundlag for det europæiske samarbejde, og hvor regeringen opfordres til at arbejde aktivt for forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne af medlemslandenes ratifikationsprocesser.
Regeringen har løbende orienteret Europaudvalget om drøftelserne om forfatningstraktaten, blandt andet på mødet i Europaudvalget den 11. maj 2007 forud for mødet i Rådet (generelle anliggender og eksterne forbindelser) den 14.- 15. maj 2007. Traktatspørgsmålet har også ved flere lejligheder været rejst i Folketinget i løbet af dette forår. I øvrigt vil regeringen orientere Europaudvalget om traktatspørgsmålet op til mødet i Det Europæiske Råd den 21. – 22. juni 2007. Sagen vil blive forelagt til forhandlingsoplæg forud for mødet i Rådet (generelle anliggender og eksterne forbindelser) den 17. – 19. juni 2007.