Om Europa-Parlamentets betænkning om professionel fodbold
Martin Henriksen (DF)
Kan udenrigsministeren i forbindelse med Europa-Parlamentets betænkning om professionel fodbold i Europa den 29. marts 2007 bekræfte, at den socialdemokratiske gruppe (i form af østrigeren Chista Prets) i Parlamentet fremsatte et forslag om, at EU-hymnen skulle afspilles, og EU-flaget hejses i forbindelse med afholdelse af forskellige finaler f.eks. Champions League og EM-finalen, og kan udenrigsministeren redegøre for den danske regerings holdning til forslaget, selv om det blev trukket, inden det kom til afstemning?
Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Sagen henhører under Kulturministeriet, hvorfra der er modtaget følgende svar fra kulturministeren:
”Jeg kan bekræfte, at et sådant forslag blev fremsat. Regeringen vil ikke tage stilling til det enkelte forslag, som ovenikøbet blev trukket tilbage.
Jeg henviser i øvrigt til, at det europæiske fodboldforbund UEFA er en privat organisation, og at regeringen ikke vil forholde sig til, hvad organisationen måtte vælge at gøre i forbindelse med afvikling af fodboldkampe i europæisk regi.”