Om markedsføring af medicinalprodukter i Danmark

Morten Messerschmidt (DF)
Skal ministerens bemærkning om, at ”Danmark ikke selv [kan] indføre mere lempelige regler på dette område uden en forudgående ændring af EU-reglerne” i spørgsmål nr. S 3411 forstås sådan, at ministeren ikke er bekendt med, at andre lande i EU har en langt lempeligere fortolkning af EU-direktivet om markedsføring af medicinalprodukter end Danmark?” 

Skriftlig begrundelse
Spørgeren er fortsat bekymret over, at Danmark fastholder et meget strengt forbud imod reklamering for medicin. Et sådant forbud fastholder patienten i et afhængighedsforhold til sin læge og er skadeligt for det generelle vidensniveau inden for sygdomsbekæmpelse i Danmark. Den gældende EU-lovgivning rummer rige muligheder for medlemsstaternes fortolkning. Danmark har en af de mest restriktive fortolkninger af den gældende EU-lovgivning. I Holland kan virksomhederne f.eks. informere patienter direkte via internettet. Samme praksis er forbudt i Danmark - med henvisning til samme EU-direktiv som gælder i Holland. I Tjekkiet kan medicinalproducenterne reklamere på deres hjemmesider - dog uden at nævne produktnavne. I Finland tillades omdeling af information i samarbejde med patientforeninger. I Irland har loven markante undtagelser. Og således må ministeren være bekendt med, at direktivet bliver fortolket meget forskelligt i hele EU. Endvidere er spørgeren bekendt med, at en række italienske parlamentarikere for nylig fremsatte et lovforslag om liberalisering af den italienske lovgivning efter hollandsk mønster. Ministeren bedes ligeledes tilkendegive sin holdning hertil samt redegøre for, hvad han agter at foretage sig for at sikre en øget liberalisering, således at forbrugerne kan få bedst mulig viden om de produkter, der findes på markedet.

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Som det fremgår af min foreløbige besvarelse af 16. april 2007 har jeg til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen.

På baggrund heraf kan jeg oplyse følgende.

Reklame for lægemidler er i artikel 86, stk. 1, i direktivet om lægemidler til mennesker defineret som: ”Enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler”. Af bestemmelsen fremgår desuden, at dette bl.a. omfatter offentlig reklame for lægemidler.

I artikel 88, stk. 1, i dette direktiv er angivet en række tilfælde, hvor medlemsstaterne skal forbyde reklame over for offentligheden. Det gælder bl.a. offentlig reklame for receptpligtige lægemidler.

Direktivets artikel 86, stk. 2, angiver en række tilfælde, som reklamereglerne ikke finder anvendelse på. Det gælder bl.a. oplysninger om sundhed og sygdomme hos mennesker, for så vidt der i oplysningerne hverken direkte eller indirekte henvises til et lægemiddel.

Disse undtagelser er naturligvis medtaget i den danske gennemførelse af direktivet. Af § 2 i bekendtgørelse om reklame m.v. for lægemidler fremgår således, hvornår information til forbrugerne falder uden for reklamereglernes anvendelsesområde.  Det gælder bl.a. informationsmateriale om sundhed og sygdom, forudsat der hverken direkte eller indirekte omtales konkrete lægemidler.

Af andre undtagelser efter bekendtgørelsens § 2 kan jeg nævne adgang til at udlevere dels patientinformationsfoldere med udelukkende objektiv information af betydning for patienten og dennes pårørende, dels uredigeret og uforkortet gengivelse af myndighedsgodkendt information om et lægemiddel.

Patientinformationsfoldere må kun udleveres af lægen ved ordination af lægemidlet eller af apoteket ved udleveringen. Den myndighedsgodkendte information omfatter lægemidlets indlægsseddel, produktresumé eller offentlig tilgængelig evalueringsrapport, og en forudsætning for udlevering er, at oplysningerne stilles til rådighed på en sådan måde, at brugerne aktivt selv skal opsøge informationen. Det betyder, at en lægemiddelvirksomhed fx kan lægge en liste med navnene på virksomhedens lægemidler på sin egen hjemmeside med links til produktresumé og indlægsseddel for hvert enkelt lægemiddel. Dette gælder også for receptpligtige lægemidler.

De danske reklameregler tillader imidlertid ikke, at lægemiddelvirksomheder selv udarbejder og udsender information til forbrugerne om konkrete receptpligtige lægemidler. Sådan information vil efter dansk opfattelse klart være ulovlig reklame i strid med direktivet om lægemidler til mennesker.

For så vidt angår spørgsmålet om de andre EU-landes fortolkning af reglerne for lægemiddelreklame, vil der naturligvis – ligesom på andre områder - være nuanceforskelle landene imellem i deres fortolkning af de forskellige bestemmelser.

Kommissionen påser, at de enkelte landes gennemførelse sker i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. Jeg kan oplyse, at Kommissionen ikke har fremsendt bemærkninger til den danske gennemførelse af direktivet om lægemidler til mennesker.

Til spørgsmålet om eventuel indførelse af mere lempelige danske regler for lægemiddelreklame kan jeg henvise til mine besvarelser af 14. marts 2007 af spørgsmål nr. S 3408, 3411, 3416 og 3417. Af mit svar på spørgsmål S 3416 fremgår bl.a., at jeg ikke aktuelt har planer om at fremme initiativer til liberalisering af EU-lovgivningen om reklame på lægemiddelområdet.