Om dyretransporter
Per Clausen (EL)
Hvorfor har Fødevarestyrelsen ikke forinden den famøse grisetransport til Rusland udnyttet bestemmelsen i transportforordningens artikel 26, stk. 6, til at stoppe Ottesens dyretransporter?
Familie- og forbrugerministeren (Carina Christensen)
Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at spørgsmål om retten til at være autoriseret til transport af dyr i videst mulig omfang skal afgøres af domstolene.
Spørgsmålet om hvorvidt Peter Ottesen skulle frakendes retten til at udføre transport af dyr har været behandlet i forbindelse med en tidligere straffesag. I denne sag blev Peter Ottesen frifundet for påstanden om frakendelse af retten til at udføre transport af dyr.
Fødevarestyrelsen meddelte den 2. april 2007 vognmand Peter Ottesen forbud mod at udføre transporter af mere end otte timers varighed med afgangssted i Danmark.
Baggrunden for forbudet var, at der efter de foreliggende oplysninger var begået så alvorlige overtrædelser af transportforordningen, at der efter Fødevarestyrelsens vurdering var grundlag for at bringe forordningens artikel 26, stk. 6, i anvendelse.”