Om e-told
Morten Messerschmidt (DF)
Vil ministeren i forlængelse af debatten om e-told på mødet i Europaudvalget den 23. marts 2007 redegøre for, hvilke programmer inden for e-tolden der anvender åbne standarder, som kan anvendes til det rette formål?
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet bedt Skatteministeriet om en udtalelse. Skatteministeriet oplyser følgende, som jeg kan henholde mig til:
”De enkelte dele af EU’s arbejde med e-told er endnu kun beskrevet på et helt overordnet plan. Det er endnu for tidligt at sige, hvorvidt de enkelte dele vil være baseret på åbne standarder fra Kommissionens side. Fra dansk side vil der, som oplyst på mødet i Europaudvalget den 23. marts 2007, blive arbejdet for, at der i det omfang det er muligt, vil ske anvendelse af åbne standarder i forbindelse med e-told.
SKAT, hvor arbejdet med e-told organisatorisk er placeret, arbejder generelt for at følge åbne standarder og anvender allerede i dag en lang række standarder, det også vil være muligt at anvende fremover. SKAT vil således i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt anvende åbne standarder også fremover.”