Hjælpemenu

Hovedmenu

Om europæiske borgere

Besvaret §20-spørgsmål

Martin Henriksen (DF)
Kan ministeren i og med, at det er EU-Kommissionens officielle politik at uddanne den danske ungdom til at være gode europæiske borgere via de forskellige kultur- og uddannelsesprojekter finansieret af EU, forklare, hvordan dette integrations/manipulationsprojekt harmonerer med Danmarks forbehold vedrørende unionsborgerskabet?

Undervisningsminister (Bertel Haarder)
Europa-Kommissionen har ikke en politik, der har til formål at uddanne den europæiske ungdom. Uddannelsessystemernes opbygning, indhold og struktur er national kompetence, jf. TEF art. 149 og 150. Kommissionen administrerer en række programmer, som er vedtaget af Europa-Parlamentet og Ministerrådet. For hvert program er der klart og tydeligt anført, hvilke målsætninger der er med programmerne, jævnfør f.eks. artikel 1, stk. 3, i afgørelsen vedrørende programmet for livslang læring.

Gennemførelsen af programmet sker i et tæt samarbejde med medlemsstaterne, og langt den største del af programmets midler administreres nationalt, jævnfør de administrative og finansielle bestemmelser i afgørelsen.

Jeg ser ingen forbindelse mellem programmerne og det danske forbehold vedrørende unionsborgerskabet.