Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Tyrkiets forfatnings § 68, stk. 4

Besvaret § 20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)

Kan Tyrkiet optages i EU uden at ændre sin forfatnings § 68, stk. 4, der fastslår, at politiske partiers vedtægter, programmer og aktiviteter ikke må stride imod bl.a. Tyrkiets uafhængighed og integritet, menneskerettigheder, lighedsprincippet, retsstatsprincippet samt principperne om en demokratisk og sekulær stat?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Kommissionen har hverken i fremskridtsrapporten af den 6. oktober 2004 forud for Det Europæiske Råds beslutning om indledning af optagelsesforhandlinger med Tyrkiet eller i den seneste fremskridts­rapport af den 8. november 2006 fundet anledning til at kommentere den tyrkiske forfatnings § 68, stk. 4. Til gengæld opfordrer Kommissionen i fremskridtsrapporten af den 8. november 2006 til, at landets lov om politiske partier bringes i overensstemmelse med den Europæiske Menneske­rettig­heds­konventions bestemmelser og den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Rapporten efterlyser endvidere fremskridt i forhold til at sikre overensstemmelse mellem Tyrkiets lov om politiske partier og EU-praksis.

Tyrkiet kan under alle omstændigheder først blive medlem af EU den dag, landet opfylder såvel de politiske som økonomiske Københavnskriterier, og EU er klar.