Om det overstatslige samarbejde

Morten Messerschmidt (DF)

Hvad er ministeren holdning til, at Kommissionen nu - i forlængelse af sidste års dom C176/03 - vil tiltage sig kompetence til inden for søjle 1 - det overstatslige samarbejde - til at kunne pålægge medlemslandene direkte straffebestemmelser, hvilket ikke er og aldrig har været en kompetence i de eksisterende traktater, og finder ministeren det betryggende, at EF-domstolen på denne måde kan give EU beføjelser fra medlemslandene, uden at medlemslandene har mulighed for at sige fra?

Det er jo sådan, at der sidste år faldt en opsigtsvækkende dom ved EF-Domstolen, som fuldstændig ændrede på det traktatgrundlag, som vi hidtil har kendt i forhold til det retslige samarbejde, hvor man sagde, at det nu var muligt inden for det overstatslige samarbejde, søjle 1-samarbejdet, også at vedtage retslige retsakter, altså strafferetlige retsakter. Og den mulighed fra EF-Domstolen har man nu grebet med kyshånd fra Kommissionens side, og man er kommet med et udspil til en konkret retsakt.

Der vil jeg egentlig gerne høre, hvad justitsministerens principielle holdning er til, at man altså nu fra Kommissionens side kommer med et udspil til en retsakt inden for det overstatslige samarbejde, som der egentlig oprindelig ikke var tiltænkt hjemmel til i traktaten.

Justitsministeren (Lene Espersen)

Jeg vil gerne starte med at sige nogle lidt mere overordnede ting om den dom, som hr. Morten Messerschmidt henviser til.

Dommen, den såkaldte miljøstraffedom fra den 13. september 2005, fastslår bl.a., at straffelovgivningen principielt ikke hører under det overstatslige samarbejde efter EF-traktaten, men at der er hjemmel i EF-traktatens regler om f.eks. miljøbeskyttelse til at fastsætte bestemmelser i f.eks. direktiver eller forordninger på miljøområdet, der forpligter medlemsstaterne til at fastsætte strafferetlige sanktioner ved overtrædelser af fællesskabsretlige regler, hvis det er nødvendigt for at sikre disse reglers fulde effektivitet.

Dommen er imidlertid ikke klar med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der inden for søjle 1 kan fastsættes bestemmelser om, hvilke strafferetlige sanktioner der skal indføres. På den baggrund er det regeringens opfattelse, at sanktionsvalget fortsat er overladt til medlemsstaterne. Såfremt sådanne regler skulle fastsættes på EU-plan, må det efter regeringens opfattelse ske på grundlag af det mellemstatslige samarbejde om strafferetlige og politimæssige spørgsmål, og det er en opfattelse, der deles af langt de fleste medlemslande og også af Rådets juridiske tjeneste.
 Det er også regeringens opfattelse, at det ikke vil være muligt i medfør af EF-traktaten at regulere andre strafferetlige spørgsmål såsom foranstaltninger i form af bl.a. konfiskation, jurisdiktion og iværksættelse af strafforfølgning.

Kommissionen har for nylig fremsat et direktivforslag om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Jeg vil gerne generelt sige, at regeringen selvfølgelig ser positivt på strafferetlige EU-initiativer, der kan være med til at værne om miljøet, men det er naturligvis fortsat under forudsætning af, at sådanne initiativer holder sig inden for rammen af det gældende traktatgrundlag. Hvis der f.eks. skal fastsættes fælles regler om bestemte straftyper og sanktionsniveauer, er det regeringens opfattelse, at sådanne regler må vedtages inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde.

Morten Messerschmidt (DF)

Det er et svar, som jeg vil printe ud og være meget glad for, for det ligger jo i høj grad op ad det synspunkt, som bl.a. jeg og mit parti har forfægtet. Men derfor vil jeg gerne spørge, om ikke justitsministeren er enig i, at dommen, som hun nævner, fra den 13. september 2005 alligevel skaber et skred imellem søjlerne, at man har overført en del kompetence fra det mellemstatslige til det overstatslige, og at det derfor må kunne forventes, at Kommissionen afgjort vil gøre brug af den kompetence, og om ikke justitsministeren i den situation er nervøs ved hele den udvikling, ihukommende at man jo under søjle 1 træffer beslutninger bl.a. ved flertalsafgørelser, og at justitsministeren derfor nok kan fremføre alle sine indvendinger i EU-sammenhæng, men altså lige så vel kan risikere at blive stemt ned.

Det er mere hele den nyskabelse, som jeg gerne vil have at justitsministeren forholder sig til.

Justitsministeren (Lene Espersen):

Jeg tror, jeg vil bruge et andet ordvalg, end hr. Morten Messerschmidt bruger, for så vidt angår den dom, som EF-Domstolen afsagde i 2005. Jeg vil ikke kalde det et skred, men jeg vil sige, at det var en overraskende dom set med de fleste medlemsstaters briller.

Man kan sige om dommen: Ja, hvad sagde den? Altså, den måde, vi fortolker den på, den måde, de fleste medlemsstater fortolker dommen på, og den måde, Rådets juridiske tjeneste fortolker den på - og det er trods alt nogle, der har en ret stor juridisk vægt - er sådan set, at den præciserer, at hvis miljøministrene vil tage et initiativ f.eks. for at forhindre forurening, må de gerne gøre det. Og det gør de inden for det overstatslige samarbejde; der stemmer de om det. Det, som dommen så siger derudover, er, at det også gerne må skrives i direktivet, at man skal kunne straffes for det, hvis man sviner ad Pommern til.

Men det, som vi mener at dommen ikke siger, er, at miljøministrene skal gå ind og bestemme, hvilke strafferetlige sanktioner der skal være. Hvis man ønsker det, er det noget, justistsministrene bestemmer i søjle 3 inden for det mellemstatslige samarbejde, således at vi har hånd i hanke med, hvordan straffelovgivningen er i Danmark, tyskerne har hånd i hanke med, hvordan straffelovgivningen er i Tyskland osv. Og der mener vi altså fortsat, at vi har belæg for, at den fortolkning af dommen er den rigtige.

Morten Messerschmidt (DF)

Hvis justitsministeren kigger på EU-medlemskredsen, vurderer hun så, at der er opbakning til det synspunkt, som hun fremfører? Tidligere har det jo været sådan, at man under det overstatslige kunne fastsætte regler og sige, at noget skulle være kriminelt, men man lod det være op til medlemslandene at træffe de fornødne foranstaltninger og fastlægge et passende straffeniveau eller noget i den stil, så det altså var medlemsstaterne selv, der fastsatte straffeniveauet.

Det er jo præcis den overladen af kompetence til medlemsstaterne, som dommen ændrer ved, fordi den flytter kompetencen fra det mellemstatslige i søjle 3 til at være et søjle 1-anliggende. Det er det, som er så banebrydende ved dommen, så derfor vil jeg gerne spørge: Er justitsministeren enig i det, og tror justitsministeren, at alle medlemslandene og Kommissionen osv. deler den opfattelse, som justitsministeren har?

Justitsministeren (Lene Espersen):

Jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at lige præcis den dom har jeg jo haft lejlighed til at diskutere med mine kolleger i EU. Vi har også talt om fortolkningen af den, hvad man kan udlede af den, og hvilken betydning den får for samarbejdet generelt, og jeg vil sige, at de synspunkter, som jeg giver udtryk for i dag her i Folketingssalen, altså er synspunkter, som bliver delt af næsten alle de øvrige medlemslande og Rådets juridiske tjeneste. Vi har sagt det, så det overhovedet ikke er til at misforstå, til både EU-Kommissionen og de få medlemsstater, der har en anden holdning til hele spørgsmålet.

Langt, langt størstedelen af EU-medlemsstaterne står meget fast på, at dommen må fortolkes således, at i det overstatslige samarbejde kan man godt sige, at folk, der overtræder f.eks. et direktiv eller en forordning, skal kunne straffes. Men hvad straffen skal være, er typisk noget, man overlader til medlemsstaterne selv, eller også træffer justitsministrene beslutning i enighed, hvis der skal ske en tilnærmelse af straffeniveauet på et bestemt område.

Morten Messerschmidt (DF):

Jeg har tidligere hørt justitsministeren sige, at et flertal af landene deler den opfattelse, og det tror jeg også; det føler jeg mig sådan set overbevist om. Men det, jeg også sigtede til, var, hvordan Kommissionen ser på det.

Der er vel ingen tvivl om, at det direktivudkast, der nu er kommet fra Kommissionen, er væsensforskelligt fra det, der blev underkendt ved dommen den 13. september sidste år. Er justitsministeren ikke enig i det, og er justitsministeren ikke enig i, at den forskel, der er mellem den tidligere retsakt, der altså blev underkendt, og den, vi nu får forelagt af Kommissionen, er et skred i traktatinddelingen med de to søjler, og at det er problematisk, at EF-Domstolen har forårsaget et sådant skred?

Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil gerne fastholde, at jeg stadig mener, at vores fortolkning af EF-Domstolens dom, er den rigtige fortolkning. Det er en fortolkning, som vi mener er til at håndtere, og som stadig har en god balance i sig.

For så vidt angår Kommissionen, kan jeg ikke sige noget endegyldigt om, hvordan Kommissionen ser på spørgsmålet. Jeg har noteret mig, at efter at dommen var afsagt, for Kommissionen meget voldsomt op og ville lige pludselig til at lave alle mulige ting om. Så havde vi et møde i Wien, hvor det blev gjort rimelig krystalklart for Kommissionen, at et voldsomt stort flertal af medlemslandene under ingen omstændigheder syntes, at det var en god idé, og så trak Kommissionen følehornene til sig.

Det er korrekt, at lige nu er Kommissionen kommet med et forslag, som vi kan få lejlighed til at diskutere. Men det er klart min opfattelse, at et meget stort flertal af medlemslandene vil gå imod Kommissionen, hvis den fortsætter med den kurs, som den i hvert fald tidligere har givet udtryk for den synes er den rigtige, hvor det hele bare lige pludselig skal placeres i søjle 1.

Hermed sluttede spørgsmålet.