Om servicedirektivet
Rune Lund(EL):
”Vil ministeren redegøre for artikel 31 i det foreliggende forslag til servicedirektiv, og for i hvilket omfang medlemsstaterne kan føre kontrol med udenlandske tjenesteydere vedrørende krav og hensyn, som ikke er angivet i art. 16 og 17?”
Økonomi- og erhvervsministeren(Bendt Bendtsen):
Direktivforslaget ændrer ikke på det forhold, at danske myndigheder stadig skal føre tilsyn med udenlandske tjenesteydere, som vælger at etablere sig i Danmark eller udfører tjenesteydelser på midlertidig basis her i landet. Forslaget vil gøre det lettere at udføre denne kontrol, idet der foreslås indført et administrativt samarbejde mellem myndighederne i de enkelte medlemsstater. Et samarbejde, der bl.a. skal gøre det lettere at udveksle oplysninger om virksomhederne.
Artikel 31 er en del af dette nye administrative samarbejde mellem myndighederne og regulerer myndighedernes tilsyns- og kontrolforpligtelser i det tilfælde, at en virksomhed midlertidigt udfører en tjenesteydelse i en anden medlemsstat.
Den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, er ansvarlig for at føre tilsyn med, at virksomhederne overholder de krav, som medlemsstaten kan gøre gældende med grundlag i artikel 16 og artikel 17. Artikel 31 giver således den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, retten til at træffe alle nødvendige foranstaltninger af hensyn til kontrollen med overholdelsen af nationale krav omfattet af artikel 16 og 17.
For så vidt angår kontrollen med de krav, som gælder i virksomhedens etableringsland, har myndighederne i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, en forpligtelse til at give den nødvendige bistand, hvis de anmodes herom. Myndighederne handler i den forbindelse inden for rammerne af de beføjelser, der er tillagt dem i den nationale lovgivning, dvs. en anden medlemsstat kan således ikke afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes.
Myndighederne i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, kan dog også på eget initiativ foretage denne kontrol, hvis de vurderer, at det er nødvendigt, dvs. kontrollen må ikke være diskriminerende, ligesom den skal være proportionel i forhold til det tilsigtede mål.
Direktivforslagets bestemmelser om det nye administrative samarbejde er begrænset til de områder, som er omfattet af direktivet.