Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udenrigsministeren kan garantere at EU ikke vil træffe beslutninger på vegne af Færøerne og Grønland i international hvalfangstpolitik

Besvaret §20-spørgsmål

Høgni Hoydal (TF)
Kan udenrigsministeren garantere, at det ikke bliver en realitet, at EU vil træffe beslutninger på vegne af Færøerne og Grønland i international hvalfangstpolitik?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland. EU kan derfor heller ikke træffe beslutning på vegne af Færøerne og Grønland.

I de tilfælde, hvor Danmark i internationale organisationer skal varetage såvel egne EU-forpligtelser, som Rigsfællesskabets interesser gælder de principper, som findes i erklæring 25 til Maastricht-traktaten.

Erklæring 25 til Maastricht-traktaten tillader medlemsstater at handle isoleret til varetagelse af "oversøiske lande og territoriers interesser" i tilfælde af interessekonflikter. Som eksempel kan nævnes, at Danmark i overensstemmelse med erklæring 25 har fået undtagelser i forhold til Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr mv. CITES-konventionen af 1973 kaldes også Washington-konventionen.

Danmark kan ikke støtte et EU-initiativ om international hvalfangst, som ikke tilgodeser Rigsfællesskabets interesser.

Såfremt Kommissionens forslag om en fælles EU-optræden i Den Internationale Hvalfangstkommission alligevel skulle blive vedtaget, vil Danmark af hensyn dl Rigsfællesskabet kunne meddele, at man vil anvende erklæring 25 til Maastricht traktaten.