Hjælpemenu

Hovedmenu

Om skolefrugtordningen

Besvaret § 20-spørgsmål

Mette Gjerskov (S)

Vil ministeren oplyse, hvor mange skoler der vil blive omfattet af skolefrugtordningen, hvor skoler kan ansøge om EU-tilskud, hvis de vil lave en forældrebetalt frugtordning?

Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt)

Indledningsvis vil jeg bemærke, at der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem den kampagne for skolefrugt, som Fødevareministeriet i samarbejde med ”6 om dagen” m.fl. har opstartet og de overvejelser/forhandlinger, der foregår i EU om etablering af frugtordninger.

I Aktstykket (Akt. 20 9/11 2006) fremgår det, at skolefrugtkampagnen ”frugtkvarter” finansieres af Fødevareministeriet, og herudover at Kræftens Bekæmpelse, ”6 om dagen”, Gartneribrugets Afsætningsudvalg samt Videnscenter for Fødevarer og Sundhed medvirker med aktiviteter og ressourcer i forbindelse med kampagnen.

Tilskuddet fra Fødevareministeriet forventes at medføre, at ca. 10 pct. af landets skoleelever vil kunne få gratis frugt i en periode på mindst 40 skoledage i skoleåret 2007. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at angive præcist, hvor mange skoler der vil blive omfattet af det danske pilotprojekt om skolefrugt. Det vil bl.a. afhænge af elevtallet i de udvalgte skoler.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at tilskuddet skal fordeles forholdsmæssigt mellem skoler i de 5 regioner efter forventet elevtal, så kampagnen kommer ud i hele landet.

Omkring forældrebetalte skolefrugtsordninger kan jeg henvise til min besvarelse af Spørgsmål  S 2987 og til Bekendtgørelsen om skolefrugt, hvor betingelserne for skolernes mulige deltagelse i kampagnen er beskrevet nærmere.

Vedrørende EU-tilskud kan jeg oplyse, at der ikke for øjeblikket er en EU-skolefrugtordning. Jeg har, i forbindelse med drøftelserne i Rådet om en reform af markedsordningen for frugt og grønsager, anmodet Kommissionen om, at der i Rådet fremlægges forslag til etablering af en skolefrugtordning efter samme model som skolemælksordningen. Kommissionen overvejer i øjeblikket min anmodning.

Såfremt en sådan ordning bliver gennemført, vil jeg presse på for at ordningen kommer til at omfatte alle skolebørn.