Hjælpemenu

Hovedmenu

Om struktur- og landbrugsstøttemidler

Besvaret §20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)
Hvilke regler gælder der i EU-systemet for offentliggørelse af den måde, hvorpå medlemslande administrerer de midler, som EU tildeler struktur- og landbrugsstøttemidler efter?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
1. Finansministeriet oplyser, at EU’s finansforordning indeholder de generelle regler­ for den økonomiske forvaltning og kontrol af EU-budgetgennemførelsen. Rådet vedtog i december sidste år på baggrund af forslag fra Kommissionen en revision af finansforordningen, der trådte i kraft i januar 2007. Med revisionen af finansforordningen blev budgettets gennemsigtighed styrket ved, at der skal gives oplysninger om modtagere af EU-støttemidler. Kommissionen skal stille de oplysninger om modtagere af midler fra budgettet, som den ligger inde med, til rådighed for bl.a. medlemsstaterne under behørig iagttagelse af fortrolighedskrav (særligt beskyttelse af personoplysninger) og sikkerhedskrav (afhængigt af forvaltningsmåde), jf. artikel 30, stk. 3. Endvidere skal medlemsstaterne sikre en passende årlig efterfølgende offentliggørelse af oplysninger om modtagere af midler fra budgettet, jf. artikel 53b, stk. 2, litra d). De nærmere bestemmelser herfor skal fastlægges i de relevante sektorspecifikke forordninger.

Regeringen hilser de nye bestemmelser om offentliggørelse af oplysninger om modtagere af EU-støttemidler velkommen. Bestemmelserne markerer et stort skridt i retning af større åbenhed, hvilket man fra dansk side i forskellige sammenhænge længe har arbejdet målrettet for, jf. blandt andet regeringens høringssvar på Kommissionens grønbog om et Europæisk Gennemsigtighedsinitiativ.

For de sektorspecifikke forordninger vedr. struktur- og landbrugsstøttemidler har Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Fødevareministeriet oplyst følgende:

2. Økonomi- og erhvervsministeriet: Anvendelsen af EU’s strukturfondsmidler for perioden 2007-2013 er reguleret af bestemmelserne i forordning 1083/2006. Inden for forordningens rammer anvendes strukturfondsmidlerne i Danmark til projekter, som ligger inden for de danske programmer under målet om konkurrenceevne og beskæftigelse, samt målet om europæisk territorialt samarbejde. For samtlige programmer gælder det i henhold til forordningens artikel 69, at forvaltningsmyndigheden for de enkelte programmer skal informere offentligheden om programmerne og de projekter, som modtager støtte under programmerne. Denne informationsregel uddybes i forordning 1828/2006 artikel 5-7, hvoraf det fremgår, at forvaltningsmyndigheden skal sørge for offentliggørelse i elektronisk eller anden form af en fortegnelse over støttemodtagere, projekternes titel og støttebeløb. For perioden 2000-2006 findes regler i forordning 1260/99 artikel 34 og forordning 1159/2000. Som forvaltningsmyndighed for regional- og socialfondsprogrammerne i Danmark offentliggør Erhvervs- og Byggestyrelsen oplysninger om støttemodtagerne, projekternes titel og støttebeløb på sine hjemmesider.

3. Fødevareministeriet: For så vidt angår offentliggørelse af oplysninger om anvendelsen af landbrugsstøttemidler gælder der ikke nogen EU-regler herom for midlerne fra ”søjle I”, dvs. den klassiske landbrugsstøtte omfattende direkte støtte, eksportrestitutioner mv., mens der for ”søjle II’s” vedkommende (landdistriktsstøtteordningerne) ved Kommissionsforordning nr. 1974/2006 af 15. december 2006 (artikel 3, stk. 3) netop er vedtaget, at medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder første gang i 2008 og herefter mindst en gang om året (elektronisk eller på anden måde) skal offentliggøre en liste over modtagere af støtte fra landdistriktsudviklingsprogrammerne med angivelse af hvilke ordninger, de har fået støtte fra og størrelsen af støtten.