Om euroen
Morten Messerschmidt (DF)
Betragter ministeren det som et udtryk for euroens succes eller fiasko, når 58 pct. af tyskerne og stadig flere og flere franskmænd hellere vil holde fast i D-marken og den franske franc, og mener ministeren ikke, at det er et udtryk for, at tilliden til euroen som valuta blandt forbrugerne er lav, og hvad mener ministeren i øvrigt, det kan have af betydning for den politiske opbakning til euroen og dermed til finansmarkedernes tillid til valutaen?
I mange eurolande tænker folk stadig i deres gamle valuta, når de skal foretage især større indkøb. Det gælder 65 pct. af belgierne, 57 pct. af hollænderne og 55 pct. af østrigerne. En undersøgelse fra Eurobarometer viser, at under halvdelen af de adspurgte er glade for euroen. Den seneste undersøgelse fra Stastistika Centralbyrån, svarende til Danmarks Statistik, er fra november 2006. Her sagde 34,7 pct. ja til at indføre euroen, mens 51,5 pct. sagde nej. Heller ikke i Storbritannien er der udsigt til politiske initiativer til at få vælgerne til at sige ja. Dertil er opinionen for massivt negativ.
Finansministeren (Thor Pedersen)
Euroens succes skal måles på dens bidrag til at fremme vækst og beskæftigelse for eurolandenes befolkninger. Det mener jeg, at der er klare beviser for, at den gør, jf. besvarelsen af spørgsmål S 3162 af 26. august 2005.
Euroen kan ikke gøres til årsag til problemer, som hidrører fra uløste strukturproblemer, svag finanspolitik eller svage konjunkturer i nogle af medlemslandene. I fravær af euroen ville der med stor sandsynlighed have været en række tilfælde med valutakriser og rentestigninger i nogle af landene, som ville have forstærket disse problemer.
Euroområdet blev udvidet med Slovenien den 1. januar 2007, og for nylig har Cypern ansøgt om medlemskab fra 1. januar 2008. Det ser jeg også som en bekræftelse af euroens succes og fordele ved medlemskab af euroen.
Jeg mener ligeledes, at medlemskab vil være en klar fordel for Danmark, som fører fastkurspolitik over for euroen.
Jeg har ingen bemærkninger til den refererede meningsmåling.