Om østeuropæiske arbejdere
Morten Messerschmidt (DF)
Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre, at danske overenskomster overholdes, og at det danske arbejdsmarkedssystem kan modstå det pres, der er sket i forlængelse af de mange østeuropæiske arbejdere, der særligt finder ansættelse i bygge- og anlægsindustrien, og i en lang række tilfælde ikke arbejder efter danske løn- og arbejdsmarkedsvilkår, fordi de bryder overenskomsterne?
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Den danske overgangsordning for arbejdstagere fra de østeuropæiske EU-lande sikrer, at disse arbejdstagere får en løn, der er overenskomstmæssig eller på anden måde sædvanlig for det danske arbejdsmarked. Kun såfremt dette er opfyldt, kan Udlændingeservice udstede en opholds- og arbejdstilladelse til en østeuropæisk arbejdstager.
I Danmark er der tradition for, at det er arbejdsmarkedets parter, der fastlægger løn- og arbejdsvilkår ved indgåelse af kollektive overenskomster uden indblanding fra lovgivningsmagten. Vi har således ikke en lovfastsat mindsteløn, og arbejdsmarkedets parter har hidtil fundet, at der ikke var behov for lovgivning til sikring af danske løn- og arbejdsvilkår.
Danske løn- og arbejdsvilkår sikres i dag bl.a. ved, at fagforeningerne kan rejse krav om overenskomst overfor alle virksomheder, såvel danske som udenlandske. Fagforeningerne kan i den forbindelse anvende kollektive kampskridt med henblik på at lægge pres på virksomheden. En virksomhed, der tegner overenskomst, vil være forpligtet til at betale overenskomstmæssig løn også til sine udenlandske ansatte.
Det er fagforeningerne, der holder øje med, om en overenskomstdækket arbejdsgiver overholder overenskomsten, og fagforeningerne kan indbringe sager om brud på overenskomsten for Arbejdsretten.
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at et projekt om det udvidede EU og fri bevægelighed for arbejdstagere og tjenesteydere og betydningen af dette for det danske arbejdsmarked just er igangsat. Projektet vil bl.a. belyse spørgsmålet om overholdelse af overenskomsterne. Arbejdsmarkedets parter vil blive inddraget i projektet, og der vil ske løbende rapportering til forligskredsen bag Østaftalen. En endelig analyserapport vil blive forelagt forligskredsen bag Østaftalen foråret 2008.