Om Europa Parlamentets krav til opstramning af EU's klima og energipolitik
Per Clausen (EL)
Hvordan vil ministeren aktivt støtte Europa-Parlamentets krav til opstramning af EU's klima og energipolitik?
Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jeg ser meget positivt på, at Europa-Parlamentet ønsker en ambitiøs klima- og energipolitik. Det er helt i tråd med regeringens politik.
Regeringen arbejder allerede aktivt for, at EU skal udvise lederskab i de kommende internationale forhandlinger om en ambitiøs klimaaftale efter 2012. Danmark har senest på rådsmødet (miljø) den 20. februar arbejdet for, at EU forpligter sig til at reducere udledningen af drivhusgasser med 30 pct. i 2020 i forhold til 1990, for derved at sende et klart signal om at EU er villige til fortsat at gå forrest, og bidrage substantielt til de nødvendige globale reduktioner.
På rådsmødet (miljø) den 20. februar blev det på dansk foranledning besluttet at der skabes den nødvendige sammenhæng mellem mål og midler, ved at EU allerede nu går i gang med at vedtage og implementere de nødvendige virkemidler, som skal til, for at nå en reduktion på 30 pct. Dette er helt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets holdning. Især virkemidler indenfor energi- og transportområdet skal være i fokus, men der er brug for en bred vifte af tiltag indenfor alle sektorer.