Om klimaændringer

Per Clausen (EL)
Hvilke nye initiativer giver den netop udgivne hovedrapport fra FN's klimapanel (IPCC) regeringen anledning til at tage for at imødegå de menneskeskabte klimaændringer?

Per Clausen (EL)
FN's klimarapport klargjorde jo, at det nu er uhyre sandsynligt, at en del af klimaforandringerne skyldes menneskelig aktivitet. Det har givet anledning til, hvad jeg vil kalde sådan beslutsomme udtalelser fra miljøministerens side, og derfor er det vel også naturligt, at miljøministeren får mulighed for her at sige lidt om, hvilke konkrete initiativer som følger på baggrund af de beslutsomme udtalelser.

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Det vil jeg naturligvis gerne.
Nu kan man sige, at der i IPCC-rapporten jo for så vidt ikke står andet end, hvad i hvert fald vi, der er tilstede nu her i salen, vidste i forvejen. Det står bare endnu stærkere, endnu kraftigere og med endnu større sandsynlighed.
Det er klart, at der jo deraf følger en lang række initiativer, nogle, vi har i gang, og nogle, der kommer i gang. Så sent som i går deltog jeg i EU's miljøministermøde, hvor vi kom med en erklæring om klima, som vi nu sender videre til stats- og regeringschefernes topmøde om et par uger, et budskab om, at EU allerede nu skal planlægge konkret for og tage initiativ til, hvordan fællesskabet som sådan kan reducere CO2-udslip med 30 pct. i 2020. Allerede nu skal virkemidlerne være på plads. Jeg synes faktisk, det er et ret markant signal.
Der lå også i beslutningen fra i går et mål på 10-procents-biobrændstoffer under forudsætning af, at det kan gøres miljømæssigt forsvarligt, og at vi især kører i forhold til andengenerationsbiobrændstoffer.
Vi har hele diskussionen omkring EU-mål for vedvarende energi og for energieffektivitet, ikke mindst efter dansk pres, og så har vi jo herhjemme fremlagt en energipakke, et udspil til en energistrategi, bl.a. med mål for, at Danmark i 2025 skal basere sin energiforsyning på minimum - minimum - 30 pct. vedvarende energi.

Det er også fuldstændig krystalklart, at hvis vi undervejs får ny viden, nye muligheder, nye teknologier, kan det tal justeres opad.

Der kommer nu en miljøteknologisk handlingsplan; jeg gav Folketinget redegørelsen i foråret. Vi har fordoblet forskningsmidlerne til energi- og miljøteknologier. Jeg kunne nævne en lang række andre ting. Om en måneds tid sætter vi »Et ton mindre«-kampagnen i søen. Vi havde også i går på ministrenes møde i EU en første drøftelse af en skærpet regulering både over for biler og over for fly. Så samlet set er der altså en meget, meget stor vifte af aktiviteter i gang.

Per Clausen (EL)
Nu kan man jo sige meget om miljøministrene i EU. Det er rigtigt, at man har villet iværksætte virkemidler med hensyn til at nå en 30-procents-reduktion, men det er også rigtigt, at man har besluttet sig til, at man, medmindre man opnår en international aftale med alle mulige andre om, at de gør det, som man forventer eller kræver af dem at de skal gøre, kun vil lave en 20-procents-reduktion. Og det skal vel også med.
Men jeg har et enkelt opfølgende spørgsmål: Kunne man forestille sig, at regeringen, staten kunne gå i spidsen? Kunne man forestille sig, at regeringen tog initiativ til, at vi lavede nogle bindende mål for reduktion af den offentlige sektors CO2-udslip? Kunne man forestille sig, at vi ved de kommende kommuneforhandlinger næste år ville kunne se, at spørgsmålet om CO2-udslip også indgik i de ting, man forsøgte at lave bindende aftaler med kommunerne om?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jeg er meget åben over for også helt konkrete bud på, hvordan vi kan komme endnu videre. Men nu mener jeg, at noget at det vil være noget, man skal forholde sig til i de energiforhandlinger, som finder sted lige i denne tid med et meget bredt udsnit af Folketingets partier. Og det er klart, at der er mange muligheder dér for at skærpe de hjemlige tiltag. Det kan f.eks. være at skærpe reglementet i forhold til nybyggerier. Det kan være at skærpe kravene til, hvordan der skal bruges energi i offentlige bygninger. Der er noget omkring varmepumper, og der er noget i forbindelse med en lang række nye tiltag.
Jeg mener, at vi kun kommer i land med disse meget betydelige reduktioner, hvis alle sektorer på alle niveauer bidrager, offentligt såvel som privat, stat såvel som erhvervsliv, og ligeledes hver eneste borger. Det sidste er bl.a. det, som »Et ton mindre«-kampagnen skal fokusere på, ikke fordi det kun er borgerne, der skal gøre noget, men fordi borgernes opbakning til, at vi kører med de her meget betydelige mål, i sidste ende jo også afhænger af, om borgerne grundlæggende forstår, at det er vores livsstil, der har været med til at skabe klimaproblemet, og at det også er ændringer i den livsstil, som skal være med til at løse problemet.

Per Clausen (EL)
Jeg er meget enig med ministeren i, at det her jo er en udfordring, der kun kan løftes, hvis man både involverer den enkelte borger og den offentlige sektor i Danmark og har et globalt perspektiv. Men det, som ministeren nok i virkeligheden har den største indflydelse på, er jo, hvad staten og den offentlige sektor tager af initiativer her i Danmark, og hvordan den kan fungere som en drivkraft.
Der vil jeg bare spørge ministeren, om hun ikke er enig med mig i, at det er af afgørende betydning, f.eks. når den offentlige sektor har udbud af kollektiv trafik og andre ting, at man også der indopererer i de betingelser, man opstiller, at der skal ske en reduktion af CO2-udslippet, altså at vi fastholder vores forpligtelse til som politikere at yde den særlige indsats, vi kan yde, for at borgerne også har en oplevelse af, at de ikke bare kompenserer for vores undladelsessynder.

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jo, jeg mener, at der skal ske initiativer hele raden rundt, og jeg mener også, at f.eks. udvidet brug af grønne indkøb i alle slags sammenhænge er et af elementerne. Det gælder også det mål, der er lagt op til i regeringens energiudspil omkring øget energieffektivitet, hvor vi vil øge energieffektiviteten med 1,25 pct. Det kommer selvfølgelig også til at påvirke ude i staten, ude i hver eneste kommune med hensyn til måden, de tilrettelægger deres ting på. Og det samme gælder det her mål om, at minimum 30 pct. af den danske energiforsyning skal baseres på vedvarende energi i 2025.
Jeg kan garantere for, at hver eneste dansker, hver eneste kommune, hver eneste virksomhed kommer til at mærke det her. Det har jo selvfølgelig nogle omkostninger. Man kommer f.eks. også til at mærke det ved, at det betyder, at vi skal have ganske meget mere stillet op for at udnytte vindkraften, og vi skal gøre en lang, lang række andre tiltag. Der er ikke noget af det her, der er gratis, og det er derfor, det folkelige engagement og de statslige tiltag skal ses i en sammenhæng.

Morten Messerschmidt (DF)
Jeg synes, det er utrolig spændende at sidde og lytte til det her, og det er imponerende med alle de initiativer, der tages. Det ved jeg at der bestemt er grund til at rose regeringen for.
Jeg sidder sådan og filosoferer lidt over den her klimarapport. Jeg har kunnet læse i aviserne rundtomkring og andre steder, at man nu fra FN's side mener, at klodens opvarmning - der jo i dag unægtelig kan være lidt svær at få øje på, men alligevel - med 90 pct.s sikkerhed kan siges at være menneskeskabt. Der vil jeg sådan set bare høre, om miljøministeren ville give et bud på, hvor mange procent hun sådan er overbevist om det. Er vi nede på 80 pct., eller er vi helt oppe på 100 pct.?
Jeg selv har lidt vanskeligt ved at forholde mig til, hvordan man kan være 90 pct. overbevist om et eller andet. Det meste af det, jeg siger, er jeg 100 pct. overbevist om er rigtigt, ellers ville jeg sådan set tie stille, og det synes jeg også FN skulle gøre. Derfor ville jeg gerne høre, hvilken procentsats miljøministeren ville sætte på sig selv i den sammenhæng.

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jo, men nu er hr. Morten Messerschmidt jo ligesom jeg politiker og ikke forsker, og hvis forskere skal sige noget med 100 pct.s sikkerhed, især hvis det er noget, der handler om, hvad der sker om 50 eller 100 år, så har man altså en meget, meget høj overligger. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre, for hvis vi skal vente på, at forskere kan sige noget med 100 pct.s sikkerhed, risikerer både hr. Morten Messerschmidt og jeg at komme for sent med hensyn til at handle som politikere.
Jeg må sige, at jeg ikke sidder og venter mig 100 pct.s sikkerhed. Når et så bredt udsnit af verdens førende forskere inden for et felt i enighed kan nå frem til, at de med mere end 90 pct.s sikkerhed kan udsige noget, så synes jeg, det er min pligt som ansvarlig politiker at handle og ikke sige, at jeg vil klynge mig til de sidste 10 pct.s håb sådan lidt endnu og lade være med at handle, når jeg samtidig ved, at prisen for ikke at handle kan være meget, meget stor for hele klodens vedkommende.

Morten Messerschmidt (DF)
Jeg ved, at miljøministeren har fuldstændig ret, når hun siger, at der er rigtig mange forskere i IPCC, som altså mener det her. De udgør endda 90 pct. Men når der er så mange, så må 10 pct. jo altså også være en anseelig del.
Der vil jeg da egentlig høre, om ikke miljøministeren kunne sige lidt om, hvad de 10 pct. så dækker over. Er det sådan rene opfinderoler, der sidder ude på landet og ikke rigtig ved, hvad de har med at gøre? Er det sådan nogle småtosser, eller hvordan er det? Hvad er det for nogle typer, vi har med at gøre? Kunne miljøministeren ikke redegøre for, hvad de sidste 10 pct. egentlig dækker over?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Man ser det for sig, men problemet er lidt, at hr. Morten Messerschmidt jo roder æbler og pærer sammen. Der bliver jo ikke sagt, at det er 90 pct. af forskerne i FN's klimapanel, der siger sådan her. Der bliver sagt, at forskerne i FN's klimapanel med mere end 90 pct.s sikkerhed er overbevist om, at ja, klimaproblemet vokser, og ja, det er det menneskeskabte bidrag, som er voksende og har bidraget til, at problemet har accelereret, ikke mindst over de sidste 50 år. Det er ikke noget med, at så sidder 10 ud af 100 forskere tilbage og siger: Jamen vi mener noget helt andet.
Jeg kan godt se, at det ud fra hr. Morten Messerschmidts synspunkt ville være ideelt, om det var sådan. Sådan er det ikke. FN's klimapanel udtaler sig altså med en sjælden stor grad af enighed her, og jeg synes, de sender et meget, meget klart signal til alverdens politikere, et signal, som jeg altså - i modsætning til hr. Morten Messerschmidt, kan jeg forstå - virkelig mener at man som ansvarlig politiker bør handle i forhold til, ikke mindst hvis man også skal tage hensyn til, at der en dag på kloden kommer nogle generationer efter os, der helst også skulle have nogle fornuftige eksistensmuligheder.

Anne Grete Holmsgaard (SF)
Det handler naturligvis også om klimapolitikken. Jeg går ud fra, at miljøministeren er enig i, at når man ser på de rige lande, herunder EU, kan man se, at det er nødvendigt at reducere med 30 pct. af udslippet i 2020, hvis man skal have en rimelig chance for at undgå en faretruende global opvarmning i det her århundrede, og det plejer man at sige at den er, når den er på mere end plus to grader.
Så vil jeg gerne høre, hvorfor ministeren har valgt på miljørådsmødet i går at tilslutte sig det kompromis om 20 pct., der blev lavet under pres i januar, frem for at holde dagsordenen åben helt frem til Det Europæiske Råds møde, altså topmødet, i marts i år for at lægge maksimalt pres på regeringscheferne om rent faktisk at beslutte sig for 30 pct.?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Det har miljøministeren valgt at gøre, fordi alternativet havde været sværere. Alternativet havde været et dårligere signal sendt til stats- og regeringscheferne. Den danske regering ved mig selv og den svenske regering markerede meget, meget klart, at vi foretrak, at man i går havde vedtaget de 30 pct. Det er der ikke opbakning til.
Men man kan sige, at den melding var med til at sikre, at det lykkedes at komme igennem med, at EU i hvert fald vedtager de 20 pct., og at EU vedtager 30 pct. som led i en global aftale. Og så en meget vigtig ting, som kom ind på dansk foranledning: Det står nu i det budskab, vi har sendt videre til stats- og regeringscheferne, at EU allerede nu skal begynde at forberede, hvad der skal til, for at EU kan leve op til 30-procents-målsætningen. Det kom ind på dansk initiativ, således at forberedelserne allerede starter nu.
Hvad skal der være i værktøjskassen, for at man kan leve op til 30 pct.? Jeg mener faktisk, det er et ret stærkt signal, EU derved kan sende til de internationale klimaforhandlinger. Jeg mener, det er ret stærkt, hvis vi kan møde frem og sige: Det er ikke bare noget skrivebordsteoretisk, at vi kan nå de 30 pct., nu skal I høre, hvilke helt konkrete tiltag vi har tænkt os for at nå det mål.

Anne Grete Holmsgaard (SF)
Om det sidste må man sige, at det jo havde været dybt useriøst, hvis EU ikke havde forberedt det, for så er det jo slet ikke noget værd. Når man vedtager et kompromis i januar, der hedder, at man forpligter sig til 20 pct., men vil gå op til 30 pct. i en international aftale, er det klart, at så skal man også forberede det andet.
Men det, mit spørgsmål egentlig handler om, er den politiske strategi. For jeg forstår ikke, hvorfor Sverige og Danmark og de andre lande, der har været ude at sige 30 pct., ikke bruger muligheden for at lægge yderligere pres fra nu af og frem til topmødet den 8.-9. marts for at komme op på det, som EU jo selv siger er det nødvendige.
Det er ligesom at sige o.k. til, at vi ikke kom længere her, frem for at bruge den mulighed, der er for at blive ved med at lægge et pres, når man oven i købet selv siger, at 30 pct. er nødvendigt. Jeg går ud fra, at ministeren er enig i, at det er det, man siger, altså at 30 pct. er nødvendigt.

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Selv om fru Anne Grete Holmsgaard siger, at det er dybt useriøst, hvis man nu kun planlagde for de 20 pct., så var det altså ikke desto mindre det, der stod i indstillingen indtil for ganske få dage siden, og på dansk initiativ er det nu kommet ind, at man skal forberede for 30 pct. Så det er altså faktisk et meget reelt fingeraftryk.
Så må jeg sige, at det jo lyder meget nemt at sige: Jamen kunne I ikke bare blive ved med at sidde og flage med jeres 30 pct.? Nu må jeg altså sige, selv om det var en lukket drøftelse, at der ikke er ret mange lande - heller ikke så mange, tror jeg, som fru Anne Grete Holmsgaard tror - som rent faktisk, når de sidder ved bordet, går ind for de 30 pct.
Det var så ikke forgæves, at Danmark og Sverige gjorde det og gjorde det markant, for det var jo med til, at de ikke få lande, som end ikke ønskede 20 pct., ikke kom igennem med deres forsøg på at udvande teksten. Der sagde jeg på Danmarks vegne, at Danmark under ingen omstændigheder kan acceptere, at teksten bliver udvandet.
Havde man gjort det, havde resultatet været, at så kunne det kun være et signal fra formandskabet, der blev sendt videre til stats- og regeringscheferne, hvor det trods alt nu er lykkedes at få hele Miljøministerrådet til at lægge en fælles bund, som stats- og regeringscheferne efter min vurdering vil have meget svært ved at gå under.

Per Clausen (EL)
Så betyder det også, at miljøministeren er enig i, at det, der må være opgaven op til det her topmøde, er at sikre, at statsministeren og den danske regering benytter enhver mulighed til at få skærpet de krav, der er, og jo også i en vis udstrækning kan tage udgangspunkt i Europa-Parlamentets vedtagelse på det her område. Man kan sige, at det, at Europa-Parlamentet går videre i den her sag, måske også er udtryk for, at det her er en sag, der egner sig ekstremt godt til åbne, offentlige drøftelser og meget lidt til lukkede drøftelser, fordi muligheden for at indtage synspunkter, hvor man ikke tager klimaproblemerne alvorligt, er nemmere bag lukkede døre end i offentligheden.
Jeg har et enkelt supplerende spørgsmål til ministeren her til sidst. Når vi snakker uddannelse, er der jo meget i regeringens politik om trinmål, slutmål, bindende mål, test osv. Jeg vil derfor spørge miljøministeren, om hun ikke kunne være indstillet på at sikre, at vi i hvert fald i forhold til den offentlige sektor, staten og kommunerne, fastsatte nogle delmål, fastsatte nogle slutmål og lavede noget evaluering på det, når det handler om at nedbringe CO2-udslippet. Det tror jeg faktisk kunne være et godt udgangspunkt for, at staten og kommunerne viste almindelige mennesker i det her land, at vi faktisk tager det her meget alvorligt.

Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jeg er enig i, at opgaven for alle de lande, der ønsker en ambitiøs klimapolitik frem til topmødet - selvfølgelig også på topmødet - er at prøve at få et så ambitiøst resultat som overhovedet muligt igennem topmødet
Det er også det, Danmark arbejder for. Danmark har jo også gjort det ved at foreslå bindende mål på EU-plan for vedvarende energi. Også den diskussion var der i øvrigt i går på dansk initiativ, hvor vi foreslog, at i hvert fald formandskabet så kunne sørge for at holde det med vedvarende energi som et bindende mål i live - og det blev faktisk en del af formandens konklusioner i går - så den debat ikke er lukket, men stadig væk er åben.
Men jeg er nødt til at sige, at ingen i denne sal skal tro, at det er noget, der ligger lige på den flade. Hvis man tager en lang række lande - man kan tage Baltikum med meget, meget stærk forøget økonomiske vækst, man kan tage nogle af de sydeuropæiske lande med stor befolkningstilvækst osv., mange lande, også nogle af de nyere medlemslande - kan man se, at de har kolossale problemer med at forene økonomisk vækst og befolkningstilvækst med at skulle gå ind i nogle af de her massive reduktioner.
Så ingen skal tro, at det bare lige er et spørgsmål om, at den danske regering tager derned, kommer med vores synspunkt, og så også kommer hjem med det resultat. Her må man altså virkelig sige, at der står meget stærke interesser på spil for mange, og desværre er det ikke sådan, at alle trækker i samme retning.