Hjælpemenu

Hovedmenu

Om en frihandelsaftale mellem USA og EU

Besvaret §20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)
Vil udenrigsministeren redegøre for de forhandlinger, der ifølge Financial Times den 22. januar 2007 pågår mellem USA og EU om en frihandelsaftale?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Der pågår ikke forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA. Derimod pågår der konsultationer mellem EU og USA i relation til Doha-runden – særligt vedrørende landbrugsdelen.

Den aktuelle situation er, at der p.t. pågår en række tekniske konsultationer mellem de væsentligste aktører - herunder mellem EU Kommissionen og den amerikanske handelsadministration (USTR) på landbrugsområdet. Disse konsultationer har foreløbig en fortrolig karakter, idet deres primære formål er – på uformel vis - at afdække mulighederne for et kompromis.

Konsultationerne mellem EU og USA har indtil videre vist sig nyttige og konstruktive, og har dermed bidraget til et nyt momentum i processen. Det er håbet, at disse konsultationer kan bidrage til yderligere bevægelse i processen og dermed danne grundlag for en formel genopstart af Doha-forhandlingerne.

Det skal dog samtidig understreges, at der – trods det nye momentum - indtil videre ikke er fremkommet oplysninger om konkrete fremskridt i disse konsultationer, hvorfor der heller ikke kan siges noget om mulighederne for et egentligt gennembrud.