Om Bruxelles 1-forordningen

Morten Messerschmidt (DF)
Ville der være juridiske hindringer i vejen for, at de ændringer, der ved vedtagelsen af Bruxelles 1-forordningen gennemføres af EF-domskonventionen, som omtalt i Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 1 af 9. november 2006, kunne have været gennemført ved en revision af domskonventionen?

Justitsministeren (Lene Espersen)
Formålet med Bruxelles I-forordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område) er at videreføre den revision af EF-Domskonventionen, der var opnået enighed om umiddelbart før Amsterdam-Traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999. Med vedtagelsen af forordningen blev domskonventionen i forholdet mellem EU-medlemsstaterne med undtagelse af Danmark, jf. forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender, transformeret til en fællesskabsretsakt.

Bruxelles I-forordningen blev vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 61, litra c. Efter denne bestemmelse vedtager Rådet foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde i henhold til artikel 65. I artikel 65 er det bl.a. anført, at de nævnte foranstaltninger bl.a. omfatter forbedring og forenkling af ”anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser i udenretslige sager” samt ”fremme af foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence”.

Som det fremgår heraf, indeholder de nævnte bestemmelser hjemmel til fællesskabsretlige ”foranstaltninger”. Sådanne overstatslige foranstaltninger kan ikke omfatte mellemstatslige konventioner, medmindre det er udtrykkeligt anført, at området (fortsat) kan reguleres ved konventioner.

Forud for Amsterdam-Trakatens ikrafttræden kunne sådanne konventioner på det civilretlige område vedtages med hjemmel i EU-Traktatens artikel K1, nr. 6, hvoraf det fremgik, at Rådet med forbehold af artikel 220 (nu artikel 293) i EF-Traktaten kunne ”udarbejde konventioner, som det anbefaler medlemsstaterne at vedtage i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser” vedrørende bl.a. ”[c]ivilretligt samarbejde”.

Efter ophævelsen af den nævnte bestemmelse i EU-Traktaten og overflytningen af det civilretlige område til EF-Traktatens afsnit IV er der således ikke længere hjemmel i EU-retten til, at medlemsstaterne kan indgå mellemstatslige konventioner på det civilretlige område med hinanden.

EF-Traktatens artikel 293 (tidligere artikel 220) giver hjemmel til at indgå mellemstatslige aftaler (konventioner). Efter denne bestemmelse indleder medlemsstaterne ”i det omfang, det er nødvendigt, indbyrdes forhandlinger for til fordel for deres statsborgere at sikre” bl.a. ”forenkling af formaliteter vedrørende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og voldgiftskendelser.” EF-Domstolen har i sin dom af 5. november 2002 i sag C-208/00, Überseering, bl.a. fastslået, at udtrykket ”i det omfang, det er nødvendigt” skal forstås således, at det forudsættes, at det ikke ved hjælp af EF-Traktatens bestemmelser er muligt at gennemføre målet. Som nævnt har Fællesskabet med Amsterdam-Traktaten i artikel 61, litra c, jf. artikel 65, imidlertid fået overdraget beføjelserne til vedtagelse af reglerne i Bruxelles I-for­ord­ningen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det ci­vil- og handelsretlige område.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at medlemsstaterne ikke kunne have gennemført de nævnte ændringer af EF-Domskonventionen på mellemstatsligt grundlag ved en revision af domskonventionen.