Om familiesammenføring

Morten Østergaard (RV):

»Hvad er baggrunden for, at regeringen inden for 2 år gentagne gange har skiftet fortolkning af de direktiver, der har betydning for EU-borgeres ret til familiesammenføring i Danmark, og hvilke skridt har regeringen taget for at sikre borgernes retssikkerhed under skiftende fortolkninger?«

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):

Dette spørgsmål er stillet af hr. Morten Østergaard til integrationsministeren. Hr. Morten Østergaard for begrundelse.

Morten Østergaard (RV):

Det her er jo på den ene side en fortsættelse af en diskussion, vi har haft for nylig omkring en lempelse for pensionister i forhold til familiesammenføring inden for EU-retten, og på den anden side kan det jo meget passende også blive en debat om den seneste udvikling, der har været i den her sag, som er beskrevet bl.a. i Jyllands-Posten i søndags, og som viser, at Integrationsministeriet har været på meget gyngende grund, da man i slutningen af 2004 valgte en ny praksis i forhold til EU's familiesammenføringsregler.

Jeg glæder mig til at høre ministerens besvarelse. Jeg vil bare understrege, at de her sager er af allerstørste vigtighed for dem, det drejer sig om. Det er folk, som har indrettet deres liv efter at kunne få familiesammenføring i Danmark i forhold til de rettigheder, de har som EU-borgere. Det er derfor, vi tager sagen meget alvorligt, og vi er meget optaget af deres retssikkerhed.

Jeg ved, at ministeren altid gør sig umage for at svare grundigt, men jeg vil bare anmode om, at ministeren netop i den her sag, fordi der er tale om så alvorlige konsekvenser for en masse mennesker, gør sig grundige overvejelser over, om der ikke bør kastes mere lys på den her sag.

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Først har jeg lyst til at sige, når hr. Morten Østergaard taler om den seneste udvikling og om at kaste lys, at hvis hr. Morten Østergaard går ind og printer presseklip ud – og det er jo så let i de her dage – fra 2002 til 2004, vil han kunne se, at det er en problemstilling, som er blevet belyst ret indgående. Så meget nyt er der ikke i det, men jeg vil meget gerne ridse det op for hr. Morten Østergaard:

Integrationsministeriet har siden 2004 to gange fundet anledning til at ændre praksis med hensyn til EU-borgeres ret til familiesammenføring i Danmark. Første gang var i december 2004, og baggrunden herfor var opfindelsen af den såkaldte Malmømodel. Udlændingeservice kunne konstatere, at danske statsborgere, der havde fået afslag på ægtefællesammenføring
i Danmark, i stigende omfang bosatte sig med en ægtefælle i Malmø og herfra søgte ægtefællesammenføring i Danmark med henvisning til EU-retten. Malmømodellen fik endvidere bred dækning i pressen, og i den forbindelse blev en af initiativtagerne bl.a. citeret for følgende udtalelse: Vores initiativ gør loven illusorisk, den vil blive sprængt til atomer, og regeringen vil blive til grin i hele verden. Der var tale om systematiske forsøg på at omgå udlændingelovens regler. Man kunne på hjemmesider hente opskriften på Malmømodellen, og man kunne samme sted hente hjælp til det praktiske i forbindelse med flytning til Sverige. Udlændingeservice bad derfor i maj 2004 Integrationsministeriet om mere principielt at tage stilling til, i hvilket omfang man i medfør af EU-retten har krav på at opnå ægtefællesammenføring i Danmark. Jeg vil her nævne, at der ikke er tale om at fortolke EF-direktiver, men om at bedømme rækkevidden af to domme, afsagt af EF-Domstolen i henholdsvis 1992 og 2003. De to domme siger, at en EU-borger, der er rejst til en anden medlemsstat som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, har ret til at tage en ægtefælle med tilbage til hjemlandet. Udlændingeservice havde hidtil givet studerende, pensionister og selvforsørgende samme ret til ægtefællesammenføring som arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, men denne praksis gav mulighed for, at man blot ved i en kortere periode at tage bopæl i Malmø efterfølgende kunne tage tilbage til Danmark med sin udenlandske ægtefælle. Det var Integrationsministeriets vurdering, at man uden at komme i konflikt med EU-retten kunne ændre praksis, således at studerende, pensionister og selvforsørgende ikke kan opnå ægtefællesammenføring i Danmark på baggrund af principperne i de to EU-domme. Justitsministeriet var enig i denne fortolkning, som i øvrigt svarer til den måde, reglerne administreres på i England. Anden gang, administrationen blev ændret, var her for nylig i forbindelse med, at Integrationsministeriet skrev til EU-Kommissionen om den danske fortolkning af reglerne. Justitsministeriet gjorde i den forbindelse Integrationsministeriet opmærksom på, at ikke alene arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende, men også pensionerede arbejdstagere og pensionerede selvstændige erhvervsdrivende bør kunne opnå ægtefællesammenføring i medfør af principperne i de to EU-domme. Reglerne har siden oktober i år været administreret i overensstemmelse hermed. Mere generelt vil jeg sige, at regeringen naturligvis altid vil undersøge, om det er muligt at fortolke EU-reglerne på den måde, som bedst understøtter regeringens politik, og bliver vi mødt med initiativer, der har til formål at bruge EU-retten til at udhule de danske udlændingeregler, vil vi selvfølgelig undersøge, om vi inden for EU-rettens rammer kan imødegå disse initiativer. Samtidig er det selvsagt afgørende, at de fortolkninger, vi lægger os fast på, juridisk holder sig inden for EU-rettens rammer.

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at taletidsbegrænsningerne også gælder for ministre, men jeg er godt klar over, at det var et meget velforberedt og gennemarbejdet indlæg, så det vil jeg lade passere.

 Så er det hr. Morten Østergaard.

Morten Østergaard (RV):

Tak for besvarelsen. Det, der nok undrer mig mest, er, at ministeren ligesom giver indtryk af, at man var på helt sikker grund, at man vidste, hvad man gjorde, og at den nye fortolkning helt sikkert kunne holdes inden for EU-retten, for som jeg har forstået det, var der betydelig usikkerhed om, hvorvidt den nye praksis kunne rummes inden for EU-retten.

Jeg vil bare spørge ministeren, om jeg må forstå svaret således, at der altså ikke findes et notat fra Integrationsministeriet, som siger: 

»Det kan ... efter Integrationsministeriets opfattelse ikke med sikkerhed afgøres, om EF-domstolen ved en eventuel sag for domstolen vil komme frem til, at også studerende, pensionister og restgruppen vil være omfattet af Singh- og Akrich-dommenes principper.«?

Sådan et notat findes ikke?

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Ifølge mine jurister er man sikker på, at den fortolkning, vi har lagt til grund, selvfølgelig holder – også i forhold til EU-retten.

Jeg vil gerne tilføje, at det her er et område, hvor der jo med ny dansk lovgivning var behov for tilpasning. Allerede tilbage i 2003, efter at Udlændingeservice offentliggjorde opholdsmeddelelsen, som det hedder, blev Udlændingeservice citeret for at sige, at der vil være et område, hvor den fremtidige praksis skal finde sit rette leje. På den ene side har vi den frie arbejdskraftindvandring, som EU-retten beskytter, og på den anden side er der de meget korte ikkeregulære ophold med henblik på omgåelse.

Jeg kan ikke i dag sige, præcis hvor linjen går. Sådan en dynamik er der altså også i jura, nemlig at vi hele tiden har skullet finde balancen i at sikre, at dansk lovgivning bliver overholdt i respekt for EU-retten.

Morten Østergaard (RV):

Jeg vælger at forstå ministerens svar sådan, at der findes et notat fra Integrationsministeriet, som blev brugt i forbindelse med praksisændringen, hvori man klart skriver, at man ikke med sikkerhed kan afgøre, om EF-Domstolen ved en eventuel sag vil komme frem til, at også studerende, pensionister og restgruppen vil være omfattet af de to domme, som ministeren selv nævnte.

Så vil jeg også gerne spørge: Når man så har lempet, senest for pensionister, er det så et udtryk for, at man er kommet yderligere i tvivl om, hvorvidt den tolkning, man valgte i december 2004, var forkert, og at man derfor nu vælger at lave en ny tolkning?

Endelig: Mener ministeren, at det er en rimelig behandling af de mennesker, som efter de da gældende principper valgte at indrette deres liv på en sådan måde, at de kunne bruge EU-retten til at få familiesammenføring, at man stillede sagerne og deres behandling i bero i et år og derefter gav dem en afgørelse efter en ny praksis og ikke den praksis, der var gældende, da de ansøgte?

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Berostillelsen varede et halvt år, og det er ikke unormalt, hvis der er behov for nogle mere principielle overvejelser i forbindelse med nogle sager, der dukker op, at man så berostiller dem.
 Mine jurister er sikre på, at vores fortolkning holder. Vi er ikke alene om den fortolkning, jeg ved i hvert fald, at briterne også lægger den fortolkning til grund. Endelig vil jeg sige med hensyn til den seneste ændring, at det er en præcisering. Den handler om, at hvis man har brugt sin ret som arbejdstager, som vandrende arbejdskraft i EU og efterfølgende er pensioneret som arbejdstager eller som selvstændig erhvervsdrivende, jamen så har man de samme rettigheder, som hvis man ikke, havde jeg nær sagt, havde nået at blive pensioneret. Det er den præcisering og justering, som vi har foretaget her på det seneste, men den ligger fuldstændig i tråd med fortolkningen om, at fokus er, at man har været i beskæftigelse.

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som medspørger.

Simon Emil Ammitzbøll (RV):

Tak til ministeren for de foreløbige besvarelser.

Jeg har to opfølgende spørgsmål i forlængelse af det, ministeren har svaret hr. Morten Østergaard. Det ene drejer sig om, at Jyllands-Posten i dag har en artikel, hvor Claus Haagen Jensen fra Aalborg Universitet er citeret for at sige:

»Man ændrer normalt ikke med tilbagevirkende kraft, for det truer retssikkerheden. I den konkrete sag strider det desuden mod EU's retssikkerhedsprincipper og princippet om, at man altid skal tage hensyn til borgernes berettigede forventninger«.

Var der derfor ikke, netop i disse sager, tale om en berettiget forventning om at blive behandlet efter EU-reglerne og ikke efter de danske familiesammenføringsregler? Det er det ene spørgsmål.

Det andet er: Kan ministeren oplyse om, hvad der er sket med de mennesker, der så er blevet behandlet efter de danske familiesammenføringsregler?

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Altså, det sidste står jeg ikke her med en opgørelse over, af helt naturlige årsager.

Mine jurister er ikke enige i den fortolkning. Der har ikke været et retskrav. Der har på et tidspunkt, fordi der var nogle, der forsøgte at omgå dansk lovgivning, været behov for at få foretaget en principiel vurdering af, hvordan vi inden for EU-retten kan sikre, at dansk lovgivning bliver overholdt. Det var de principielle overvejelser, der førte til, at vi sagde, at man skulle have været i beskæftigelse eller fungeret som selvstændig erhvervsdrivende, hvis man skulle kunne få sin ægtefælle familiesammenført til Danmark efter EU-reglerne.

Simon Emil Ammitzbøll (RV):

Oh, tak for svaret, men er der ikke tale om at tage lige let nok på den her sag? Der er vel tale om, at indtil Integrationsministeriet lavede den første ændring, havde folk fået behandlet deres sager efter EU-reglerne, og derfor måtte de, der havde indgivet en ansøgning, også forvente, at deres sag blev behandlet på samme måde. Dermed er vi tilbage i EU's retssikkerhedsprincipper og princippet om at tage hensyn til borgernes berettigede forventninger. Det kan ministeren vel ikke komme uden om, lige meget hvordan man så i øvrigt mener at man i fremtiden har lyst til at behandle sagerne. Det kunne jeg godt tænke mig at ministeren forholdt sig til i stedet for at tale sådan lidt uden om.

Altså, de her mennesker – mennesker af kød og blod – havde en berettiget forventning om at få behandlet deres sager efter EU-reglerne. Er det så ikke urimeligt, at den danske stat har valgt at behandle deres ansøgninger efter nogle andre regler?

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Jeg mener, de har ret til at få behandlet deres ansøgninger efter dansk lovgivning i respekt for EU-retten.

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):

Så vender vi tilbage til hovedspørgeren, hr. Morten Østergaard, for det sidste spørgsmål.

Morten Østergaard (RV):

Det er en spændende udlægning. Ministeren refererer til sine jurister, og jeg forstår, at ministeren mener sig på sikker grund. Vi kan så dokumentere, at det jo ikke gælder Integrationsministeriets jurister i forbindelse med praksisændring, for det fremgår af notater, at man ikke var på sikker grund.

Vi taler her om mennesker, som af den daværende integrationsminister direkte blev opfordret – opfordret – til at udnytte EU-reglerne, således at de alligevel kunne få familiesammenføring, fordi de danske regler aldrig var indført med henblik på at skulle ramme dem. Så vælger man administrativt, endda efter at de har ansøgt, at bruge de danske regler i stedet for de EU-regler, som de som EU-borgere også har ret til at bruge.

Der vil jeg gerne som det afsluttende spørgsmål – og jeg forventer, at vi kommer til at snakke meget mere om den her sag i samråd og måske tilbage i salen igen – spørge ministeren: Hvem bestemmer, hvilke regler en sag skal behandles efter – den, der ansøger, eller den, der behandler ansøgningen?

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Blandt de ansøgninger, der kommer ind, tror jeg altså ikke er nogen, hvor man søger efter en specifik paragraf. Dansk lovgivning skal overholdes i respekt for EU-regler og for EU-retten, og det er sådan, at de her sager er blevet vurderet.

Der kom et tidspunkt, hvor der var behov for at få foretaget en principiel vurdering af den type sager. Den blev foretaget, og derfor ændrede man praksis tilbage i 2004.

Hermed sluttede spørgsmålet.